Miljøstyrelsen har sagt god for, at slagteriet i Brørup kan udvide, uden der skal laves en VVM-redegørelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Styrelsen har behandlet ansøgningen og har i dag meddelt Tican Fresh Meat A/S, at der kan laves en udvidelse, uden der er krav om en miljøvurdering - projektet er ikke VVM-pligtigt.
- Miljøstyrelsen har 18. maj 2021 modtaget jeres ansøgning om at udvide slagtekapaciteten og etablere nye køle- og frysefaciliteter, står der i afgørelsen.
Om baggrunden for styrelsens beslutning lyder det:
- Afgørelsen begrundes i, at projektet kan rummes inden for eksisterende planlægning, når der er meddelt dispensation fra bebyggelsesprocenten, samt at der er redegjort for, at virksomheden vil kunne overholde gældende grænseværdier for både lugt, støj og emissioner til luft. I forbindelse med udvidelsen etableres tiltag, som har til hensigt at begrænse lugt- og støjgener i omgivelserne. Herudover ændres transporten med lastbiler til og fra slagteriet på en måde, som vurderes samlet at reducere generne fra trafikstøj, da transporterne om aftenen og lørdag eftermiddag reduceres, skriver Miljøstyrelsen.
Samtidig bliver det slået fast:
- Afgørelsen er ikke en tilladelse, men alene en afgørelse om, at projektet ikke skal gennem en miljøvurdering, før Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse om det ansøgte.
Tican Fresh Meat A/S ønsker at udvide deres produktionskapacitet fra 36.000 svin pr. uge til 47.500 svin pr. uge. Udvidelsen af produktionen vil i praksis fordele sig på 42.500 svin over ugens hverdage og 5000 svin på lørdage.
(Foto: migogvejen©)