Det er snart slut med bilforretningen på hjørnet af Boulevarden og Industrivej Vest i Vejen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
»Solgt«, står der flere steder på bygningen.
- Efter fem år er det nu lykkedes at få det solgt, og det vil på sigt blive brækket ned for at få plads til noget andet.
Sådan lyder det fra bilhandler Søren Sørensen, Læborg Autohandel, der glæder sig over, at det endelig er lykkedes at få lavet en salgsaftale.
- Jeg må omvendt også sige, at det er en lidt underlig fornemmelse at sige farvel til, siger Søren Sørensen til migogvejen.
Han og firmaet flyttede ind på adressen 1. maj 1988, men nu er det snart slut. Området er solgt.
Søren Sørensen har tidligere forsøgt at få kommunens tilladelse til, at der kan laves dagligvarebutik på stedet, men det er der sagt nej til.
- Den mulighed har kommunen desværre spændt ben for, noterer Søren Sørensen.
Efter mere end 30 år og salget af mere end 6000 Mercedeser på adressen er det snart slut.
- Jeg kommer til at savne pladsen og planlægger at bygge flere kvadratmeter ude ved butikken på Ådalen, og vi lejer også et værksted til vores mekaniker, Poul Friis, der faktisk har været med hos os i 22 år, fortæller Søren Sørensen, der ikke afslører, hvad der skal bygges på grunden i stedet for bilhandlen.
Det er ejendomsmægler Eivind Dam Jensen, der stammer her fra området, der har stået for handlen.
(Foto: migogvejen©)