Pølsevognen var kørt frem og øllene købt. Alt var gjort klar til det traditionelle rejsegilde, hvor kransen også kom op.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det var KK Partner, der i eftermiddag bød indenfor til rejsegilde på deres nye domicil ved motorvejen i Brørup.
- Det er dejligt endeligt at kunne mødes, lød det fra Lars Wagner med henvisning til lempelser af forsamlingsforbuddet, så medarbejderne kunne inviteres til rejsegilde.
Byggeriet afløser de nuværende lokaler på Søndergade, hvor medarbejderne nærmest sidder i lag.
Det ændrer sig omkring 1. juli, hvor byggeriet står færdigt og kan tages i brug.
- Vi glæder os virkelig til at komme herud, lyder det fra indehaverne, Lars Wagner og Esben Kjær, der i dag står i spidsen for en virksomhed med 54 ansatte.
De glæder sig til at komme ud i lokaler, hvor de får det, som de vil have det - og plads nok.
Der bliver til sommer 750 kvadratmeter at boltre sig på, men der er faktisk mulighed for flere kvadratmeter.
- I midten er der 500-600 kvadratmeter, de også kan leje, lyder det fra Allan Staal, der sammen med sin bror, Henrik Staal, står bag selve byggeriet ved siden af deres virksomhed, Kongeå Trailercenter, men stregerne er tegnet i samarbejde med lejerne.
Der bygges 2000 kvadratmeter, og planen har været, at Kongeå Trailercenter selv skulle overtage noget af det, men Allan Staal konstaterer, at der lige nu ikke er konkrete planer for brugen af det.
Ud de 2000 kvadratmeter byder projektet også på opførelse af to bygninger på hver 650 kvadratmeter bag den store bygning.
(Fotos: migogvejen©)
Lars Wagner og Esben Kjær glæder sig til at kunne flytte i de nye lokaler ved motorvejen. (Foto: migogvejen©)
Det er Allan og Henrik Staal, der står bag byggeriet, hvor KK Partner lejer sig ind. (Foto: migogvejen©)