Det er ikke kun internt, at K. Hansen Transport lørdag fejrer sit 125 års jubilæum.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Det vil vi gerne fejre med dig, der elsker store lastbiler lørdag 1. maj, hvor vi kører igennem Vejen bymidte og viser vores grej anført af Vejen Garden, lyder det fra jubilaren.
Startsignalet lyder fra Vejen Kirke klokken 10.30, og garde og biler vil kunne opleves gennem hele byen op til Aldi.
Viadukten midt i byen er dog for lav, så nogle af bilerne må køre udenom for igen at slutte sig til optoget.
Fra bilerne i optoget vil der blive uddelt slikposer.
Gennem 125 år har K. Hansen Transport A/S drevet virksomhed fra Vejen. Altid med transport og logistik som kernekompetencer, og der er blevet fejret store succeser samt overkommet store nedture.
I dag fremstår firmaet i god form og i gang med en større udvidelse med opførelse af 7000 kvadratmeter terminal, 920 kvadratmeter administration og 25.000 kvadratmeter udvendig plads.
- Når det afsluttes primo oktober, råder vi over et samlet bygningsareal på 60.000 kvadratmeter. Vi har i dag 185 ansatte samt 70-80 biler kørende rundt i landet hver dag, forklarer firmaet.
- Kom og hjælp os med at gøre dagen til en festlig dag med store biler og musik i gaden, er opfordringen fra K. Hansen Transport.
(Arkivfoto: LLN Press©)