Er det myndighedernes opgave at lukke vores lokale butikker - åbenbart.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Uden salg vil butikkerne ikke overleve, og mange undrer sig over de udmeldinger, der kommer fra myndighederne under coronaen.
Opfordringen lyder direkte på, at vi skal handle på nettet.
- Vi har en statsminister og en erhvervsminister, der gang på gang opfordrer til at handle online, hvilket ofte sker også i udenlandske webshops. Opfordringen kommer, fordi vi skal undgå at »stå som sild i en tønde« i de lokale detailbutikker under julehandlen. Det selvom vi har gjort alt det, vi er blevet pålagt/anbefalet - mundbind, sprit ved døre og kasseområdet, afspritning, afstandskrav o.s.v., skriver Frank Schmidt-Hansen - forretningsdrivende i Rødding og medlem af byrådet - på Facebook.
- De selvsamme detailbutikker, som betaler for byernes julebelysning, giver sponsorater og gaver til aktiviteter i det lokale foreningsliv og skaber lokale arbejdspladser og betaler skat i Danmark. Det virker altså ikke særligt gennemtænkt, når man ser, hvor tæt og hvor mange folk, der står samlet i diverse pakkeshops landet over for at få udleveret sine online-køb, fortsætter Frank Schmidt-Hansen.
- Her kan man i den grad tale om at »stå som sild i en tønde«. Der kan man øjensynligt ikke blive smittet, filosoferer den lokale forretningsmand.
Han undres over meldingen fra politikere og myndigheder og glæder sig over, at ikke alle overholder de anbefalinger.
- Jeg glæder mig over de mange loyale og trofaste kunder, der kommer og handler lokalt. Der er heldigvis stadig mange, der gerne vil se/røre produktet og have den gode service og vejledning, som vi netop kan i specialbutikkerne, påpeger Frank Schmidt-Hansen.
Julehandlen er vigtig for butikkerne, så skal butikkerne overleve, nytter det ikke at flytte alt handel til online-shops.
(Genrefoto: LLN Press©)
Frank Schmidt-Hansen (t.h.) undrer sig over, at ministre og myndigheder opfordrer til at handle online. (Arkivfoto: LLN Press©)