(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det handler om årets måske mest brugte ord, corona. En virus, der i øjeblikket sætter sit store præg på samfundet, og som vi alle skal forsøge at bekæmpe.
- I forvejen køber vi strømforsyning hos en kinesisk virksomhed. De handler også med dispensere, som vi er begyndt at importere, fortæller indehaver Jan Møller Pedersen.
Det er dispensere, der kan stå i butikker, på kontorer, i firmaer, klubber eller private, og Jan Møller Pedersen har oplevet en stor interesse for dem.
- De seneste 14 dage er det gået over stok og sten, og lige nu har vi faktisk udsolgt og venter på leverance fra Kina, fortæller Jan Møller Pedersen til migogvejen.
Nu er der igen dispensere på lageret hos firmaet på Overgade i Holsted, og interessen er stor.
- Det er jo desværre stadig aktuelt med at afspritte hænder, og det kan mærkes på salget, noterer indehaveren, der bl.a. har lavet en aftale med Vejen Handelsstandsforening om dispenserne.
Dispenserne er dog blot en af mange forskellige ting hos RACO A/S, som Jan Møller Pedersen har været eneejer af siden 2013.
- Jeg startede med kontor derhjemme og lejede så lokaler til lageret, forklarer ejeren.
Siden er det gået stærkt, og firmaet beskæftiger i dag to fuldtids og tre flex-jobbere, og der er rigeligt at se til, og sproget er ikke altid dansk.
- Tre fjerdedele af det går til eksport, forklarer Jan Møller Pedersen.
Der er produktion af trailerlystestere og bremsepedaltrykmålere på det næsten 800 kvadratmeter store lager i Holsted, hvor firmaet flyttede ind i efteråret 2015, men det meste produceres i udlandet.
- Vi får produceret nogle mindre serier hos et en-mandsfirma i Polen, der kun arbejder for os, fortæller Jan Møller Pedersen.
Serieproduktioner kommer fra Estland, ligesom der handles i Kina, hvor et firma ud over dispenserne også leverer strømforsyning.
Varemærket RACO har sin oprindelse i starten af 50-erne, hvor fabrikant E. Lindberg Rasmussen inspireret af efterladte dele fra den engelske hær begyndte at fremstille batteri polsko med mere.
Polskoene blev dengang støbt i bly. Senere er det så blevet messing, man anvender.
Selskabet var dengang beliggende i hovedstaden, men i 1988 blev aktiviteterne overtaget af firmaet Tajco i Grindsted, hvor varemærket blev solgt side om side med Tajco rørhaler.
I 2007 blev varerne igen adskilt fra Tajco, og firmaet RACO A/S blev etableret. Samtidig blev alle aktiviteter flyttet til Holsted, der er udgangspunkt for fremstilling og salg af autoelektriske produkter som batteri, polsko, ladeklemmer, starthjælpekabler, stelbånd og forbindelseskabler, der bliver solgt under varemærket RACO.
Sideløbende beskæftiger firmaet sig med udvikling og produktion af stikdåsetestere, trailerlystestere omformere 24/12 volt og bremsepedalmålere, som bliver solgt under varemærket G.S.E.
(Fotos: LLN Press©)