Følg migogvejen på Facebook  

 

(læs videre under annoncen)

MC Syd bundannonce

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

 

- Selv om coronakrisen har gnavet af overskuddet, er der flere gode nyheder i halvårsregnskabet fra Frøs Sparekasse, skriver sparekassen i en pressemeddelelse.

Med et overskud på 16,4 mio. kroner før skat når Frøs Sparekasses regnskab for første halvår af 2020 ikke op på sidste års halvårsresultat på 34,8 mio. kroner før skat.

Alligevel er konstitueret administrerende direktør Grethe Harmuth tilfreds med resultatet.

- Vi har naturligvis mærket, at covid-19 lukkede samfundet ned i foråret. Det har resulteret i en tilbagegang i udlån og negative kursreguleringer. Det oplever store dele af finanssektoren. Vi har i vores nedskrivninger reserveret 10,8 mio. kroner til nedskrivninger som en direkte konsekvens af covid-19, og beløbet indgår i de samlede nedskrivninger, der lander på minus 429.000 kr. i første halvår. Men alt i alt er vi som pengeinstitut kommet godt igennem den bratte nedlukning af Danmark, siger Grethe Harmuth i pressemeddelelsen.

Hun fremhæver, at den strategi, som sparekassen besluttede i 2018, stadig er fundamentet i sparekassen og baggrunden for flere positive resultater i første halvår af 2020.

- I vores strategi, Kurs 22, har vi blandt andet et mål om at være landsdelens førende boligbank og tiltrække nye gode kunder. Det er vi lykkedes med i første halvår af 2020, hvor vi bl.a. har haft en fornuftig tilgang af nye kunder og en flot tilgang af ny garantikapital, noterer Grethe Harmuth.

Under coronanedlukningen har sparekassens erhvervsrådgivere haft travlt med at kontakte alle erhvervskunder for at høre om deres behov og udfordringer.

- Vi er en del af lokalsamfundet og finder det helt naturligt at tage vores del af samfundsansvaret i denne situation. Derfor har vi grebet bolden og strakt os langt for vores kunder. Hvor det giver mening, har vi givet vores kunder den nødvendige luft i virksomhedens økonomi, siger direktøren.

Hun påpeger dog, at der er stor forskel på, hvor hårdt de forskellige brancher er ramt.

- Brancher som for eksempel restauratører er hårdt ramt. På den anden side har vi en del håndværkervirksomheder som kunder, og de har haft rigtig travlt under coronanedlukningen, siger Grethe Harmuth.

Mens investeringslysten ikke har været stor blandt erhvervskunderne, ser det helt anderledes ud blandt privatkunderne.

- Nedlukningen har givet tid til boligovervejelser – og beslutninger. Vi har oplevet en høj aktivitet på boligområdet - særligt handler med sommerhuse. Det er tydeligt for os, at de fleste har beholdt en optimistisk holdning til privatøkonomien gennem hele nedlukningen, lyder det videre.

Coronanedlukningen har også betydet en ændret adfærd i danskernes brug af kontanter. Brugen af kontanter er blevet drastisk mindre. Derfor besluttede Frøs Sparekasse også at gøre en stor del af sparekassens filialer kasseløse dog med mulighed for at bestille større kontante beløb og rejsevaluta til afhentning.

- Udviklingen mod færre kontanter var der i forvejen, men covid-19 har sat skub i digitaliseringen. Lige som med hjemmearbejde og videomøder er digitale betalinger blevet en del af en ny og mere kontantløs hverdag, siger Grethe Harmuth.

Sparekassedirektøren tør ikke spå om, hvordan covid-19 kommer til at påvirke samfundsøkonomien i andet halvår af 2020.

- For vores eget vedkommende forventer vi, trods de økonomiske usikkerhedsfaktorer, at andet halvår fortsat vil byde på kundetilgang og et tilfredsstillende aktivitetsniveau på bolig- og investeringsområderne. Derudover kan udfasningen af hjælpepakkerne til erhvervslivet komme til at betyde, at virksomhederne i højere grad bruger deres kreditfaciliteter i sparekassen. Det kan være med til at vende udviklingen på udlån, siger Grethe Harmuth.

I årsrapporten for 2019 forventede Frøs Sparekasse et overskud i 2020 i niveauet 45-55 mio. kroner før skat. Den forventning har bestyrelsen valgt at nedjustere til et overskud i niveauet 25-35 mio. kroner før skat for regnskabsåret 2020.

(Dronefoto: LLN Press©)

 

grethe harrmuth pr

Konstitueret adm. direktør i Frøs Sparekasse, Grethe Harmuth, venter et overskud på 25-35 millioner i år trods coronakrisen. (PR-foto)