Virksomheden er lokal og er kendt for sin karakteristiske grønne farve, men de kan ses i hele landet - med enkelte afstikkere uden for landets grænser.
(læs videre under annoncen)
Borgmester Egon Fræhr (V) og kommunaldirektør Ole Slot har været på en sommerligt visit hos Hans Frisesdahl A/S i Askov, hvor Niels Peter og Hans Jørgen Frisesdahl præsenterede en innovativ virksomhed.
- Virksomheden, der har den karakteristiske lysegrønne farve, bliver set mange steder i Danmark, og det er ikke kun den traditionelle entreprenørvirksomhed, der er i udvikling og vækst. Med flere end 120 medarbejdere er der i de seneste år kommet en forretningsdel på, hvor fremtiden vil byde på endnu mere arbejde, lyder det i en pressemeddelese fra kommunen.
Hans Jørgen Frisesdahl kunne fortælle, at deres arbejde med miljø og jordbundsrensning er i vækst, og at de er frontløbere inden for det område.
Frisesdahl A/S har haft flere projekter for regioner i hele Danmark dog med en positiv vækst på Sjælland.
Bornholm, Skagen, Sverige, England og enkelte opgaver syd for grænsen er det også blevet til.
Hans Frisesdahl A/S har efterhånden gjort sig til specialister inden for opboring af jord, rensning af jord og radonsikring, som i dag er 30-40 procent af deres forretning.
- Det her er noget, vi brænder for. Vi har haft nogle udviklingsprojekter med regioner og Innovationsfonden og rådgivende ingeniører, hvor vi har udviklet på de metoder, vi arbejder med til dagligt. Det har været med til at inspirere alle vores medarbejdere, forklarer Hans Jørgen Frisesdahl i pressemeddelelsen.
Virksomheden tænker også innovativt, når der kommunikeres og arbejdes internt. Til at styre hele butikken er der seks sagsansvarlige.
Der er ikke traditionelle formænd ansat. I stedet har de udføreransvarlige og medansvarlige samt 12 lærlinge.
- Alle medarbejdere har et medansvar, og det giver ejerskab, lyst til at løse opgaver på den grønneste måde samt viden og kendskab, hvilket er vigtige parameter for virksomheden, konstaterer Hans Jørgen Frisesdahl.
Niels Peter Frisesdahl tilføjer:
- Vi elsker at arbejde med unge mennesker, og vi har erfaret, at motivation giver lyst og vilje til at lære. Det skal være en god oplevelse at gå på arbejde og i skole, lyder det i pressemeddelelsen.
Frisesdahl A/S har som alle andre virksomheder i deres branche udfordringer med at rekruttere arbejdskraft. Lige nu kan man kun »stjæle« fra kollegaer, men det er ikke holdbart, og de har fravalgt den løsning.
Virksomheden har taget lidt utraditionelle metoder i brug og har for eksempel inviteret interesserede til informationsmøde, hvor besøgende efterfølgende har kunnet søge job.
Virksomhedsbesøget var en naturlig del af den netop offentliggjorte vækststrategien 2025 for Vejen Kommune, hvor fokus er på vækst og robusthed og med indsatsområder bl.a. inden for uddannelsesmiljø og kompetenceudvikling med en målsætning om, at 35 procent af en ungdomsårgang vælger en erhvervsfaglig uddannelse.
(Foto: PR-foto)