Initiativet kommer, efter at tricktyve for nyligt udnyttede, at en serviceminded ansat i en forretning sagde ja til at veksle penge.
(læs mere under annoncen)
(læs mere om PhotoCare ved at trykke på annoncen)
Syd- og Sønderjyllands Politi har taget kontakt til en række handelsstandsforeninger for i samarbejde med dem at få butikkerne til at styrke indsatsen mod tricktyve.
Initiativet kommer, efter at to tricktyve for nyligt udnyttede, at en serviceminded ansat i en forretning sagde ja til at veksle penge.
Hændelsen fandt sted 28. marts, hvor den ene tricktyv henvendte sig ved kassen med ønsket om, at få 20 hundredekronesedler vekslet til to tusindekronesedler. Og ved denne lejlighed fik tricktyven skabt så meget forvirring, at butikken blev snydt for 1100 kroner.
Mens tricktyveriet fandt sted, stod den anden tricktyv bagved i køen til kassen, så andre kunder ikke opdagede, hvad der var ved at ske.
Butikken har anmeldt tricktyveriet, og sagen bliver efterforsket af politiet.
- Det er altid tragisk, at tricktyve udnytter, at en butiksansat blot ønsker at yde en god service og dermed bliver franarret kontanter ved kassen. Men ved at have en god sikkerhedskultur i virksomheden og grundig instruktion af medarbejderne kan man nå langt i forhold til at imødegå denne type tricktyverier. Og det er i denne sammenhæng, at vi lægger op til et tæt samarbejde med handelsstandsforeningerne, understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion i en pressemeddelelse.
Han peger i den sammenhæng på, at butikkerne har deres gode ret til at være strikse med kundernes mulighed for at veksle kontanter.
- Det et naturligvis altid en balancegang. For butikkerne vil gerne yde kunderne en god service. Men forretningerne kan med fordel indføre en regel om, at man ikke veksler andet end små beløb, så kunderne for eksempel kan få en 20’er, så de kan benytte en indkøbsvogn, pointerer Chr. Østergård.
Han kommer med fem gode råd til butikkerne til at imødegå tricktyverier ved kassen:
- Sæt et skilt op på butiksdøren, hvor det tydeligt fremgår, at forretningen ikke tilbyder at veksle penge/veksle andet end maksimalt 100 kroner – fx så kunderne kan få mønter til indkøbsvognen. Synlig skiltning kan også gøre det enkelt for de ansatte ved kassen at afvise ønsket, hvis tricktyven begynder at blive pågående/insisterende for at presse den ansatte.
- Grundig introduktion af de ansatte i forhold til at imødegå tricktyverier bør være en del af forretningens sikringspolitik – lige som butikken også har en politik for håndtering af dagens omsætning, der skal i banken, sikring af særlige værdifulde varer i butikken m.m.
- Vær opmærksom på situationer, hvor kundernes adfærd skiller sig ud. Det kan for eksempel være at købe en vare for et meget lille beløb og ønske at betale med en tusindkroneseddel. Det kan også være, at kunden umiddelbart efter købet fortryder og vil have pengene igen eller ønsker at få byttepenge i Euro – kort og godt begynder at skabe forvirring ved kassen. Det kan være første fase i et tricktyveri.
- Hav klare retningslinjer for, hvornår en ansat ved kassen kan tilkalde bistand fra for eksempel en butiksleder. Lige så snart tricktyven begynder at skabe forvirring, bør kassemedarbejderen stoppe ekspeditionen og tilkalde en leder eller kollega. Det mindsker risikoen for, at tricktyvene får held med deres forehavende.
- I 2018 blev det muligt – efter en række nærmere bestemmelser - at videregive overvågningsbilleder internt i egen organisation og til andre erhvervsdrivende i kriminalitetsforebyggende øjemed. På denne måde kan forretningerne i deres netværk sprede vigtig information om forebyggelse af tricktyverier.
(Arkivfoto: LLN Press©)