Følg migogvejen på Facebook  

Der vil også fremover stå Louis Timmermann på malerfirmaets logo, men fra årsskiftet er der kommet ny mand bag roret i det gamle firma med mere end 60 år på bagen.

 

(læs mere under annoncen)

Vejen Gymnasium og HF

(tryk på annoncen og læs mere om gymnasiets uddannelser)

 

 

Det er Jesper Linnet, der har overtaget »Malerfirmaet Louis Timmermann Aps« efter Torkil Dinsen.

- Jeg har altid godt kunnet lide faget, men havde egentlig ikke planer om at blive selvstændig, men Torkil spurgte, om det ikke var noget for mig, fortæller Jesper Linnet.

Han har nu været beskæftiget i firmaet i syv år, og overtagelsen har været på vej i et par år, men nu er det en realitet.

- Der er fem medarbejdere, og dem beholder jeg alle, noterer Jesper Linnet.

Der er også brug for dem, for der er travlt, hvad enten det gælder gør-selv-folkene, der har brug for maling og inspiration eller de, der ønsker at få en maler til at sætte kulør på tilværelsen.

Butikken på Kløvervej er dog kun åben efter aftale, så der skal lige ringes og aftales tid for at købe malingen, for Jesper Linnet ønsker også tid til selv at komme ud og male eller tapetsere.

Det regnfulde vejr i fjor betød, at flere udendørs opgaver ikke kunne løses, så det skal gerne klares i år, men Jesper Linnet glæder sig over, at kunderne er meget forstående.

Ejerskiftet markeres med en goddag-/farvel-reception i morgen fredag.

(Foto: LLN Press©)