Følg migogvejen på Facebook  

Efter sommerferien tager tømrerfirmaet Jessen i Rødding fat på et nyt projekt, der ventes at tage ikke mindre end tre år.

 

(læs mere under annoncen)

KK Partner

 

- Vi har fået en stor opgave med renovering af syv blokke i Horsens, fortæller tømrermester Brian Jessen til migogvejen.

Han vandt projektet i en indbudt licitation for et firma, han i øjeblikket arbejder for i Vejle, hvor Rødding-virksomheden er et år henne i et projekt, der tager to et halvt år og omfatter 350 lejligheder.

- Vi er i dag 30 ansatte og herunder seks lærlinge, men projektet i Horsens betyder, at vi skal ansætte yderligere 4-5 medarbejdere helst fra Horsens-området, lyder det videre fra Brian Jessen.

- I Horsens skal vi renovere 234 lejligheder og lave en ny top på blokkene, og det indebærer 120 kviste og faktisk 2900 indvendige døre, forklarer tømrermesteren.

Projektet i Horsens betyder, at Brian Jessen har ansat yderligere en byggeleder. Det er Martin Suurballe (t.v.), der supplerer Henning Beyer (t.h.) og Brian Jessen selv.

Også lokalt har Rødding-tømreren og medarbejderen travlt, men de er også klar til at hjælpe med små opgaver.

(Foto: LLN Press©)