- I er er virksomhed, der har gjort en forskel.
Sådan lød det fra formanden for Udvalget for arbejdsmarked og integration i Vejen Kommune, Frank Schmidt-Hansen (K), ved formiddagens overrækkelse af Virksomhedsprisen 2018.
(tryk på annoncen, hvis du har brug for hjælp til revison eller rådgivning)
Overrækkelsen skete i butikken hos Netto i Brørup, der var udpeget til årets prismodtager i konkurrence med SuperBrugsen i Brørup og dampvaskeriet i Vejen.
- I udvalget for arbejdsmarked og integration tror vi på, at en tilknytning til arbejdsmarkedet er vigtigt for det gode hverdagsliv. Og vi har et ønske om, at alle borgere i Vejen Kommune får mulighed for at udnytte deres kompetencer og kvalifikationer. Vi tror på, at alle har noget at bidrage med, og det blot gælder om at finde det rette sted, hvor de ressourcer kan komme i anvendelse, lød det videre fra Frank Schmidt-Hansen.
- Det kan vi ikke klare alene. Der har vi brug for kommunens virksomheder - store som små. For det er ude hos jer, at unge skal uddannes. Det er hos jer, medarbejdere skal fastholdes, når de bliver syge. Det er hos jer, at ledige skal finde fodfæste og blive i stand til at varetage et arbejde og opnå en ansættelse, der er med til at skabe en meningsfuld tilværelse for den enkelte, fortsatte Frank Schmidt-Hansen, , der repræsenterede udvalget sammen med Henning Aaskov (V).
Nogle mennesker møder udfordringer i livet, der gør det vanskeligt for dem at holde fast i uddannelse og arbejde - og mister troen på, at noget kan lykkes.
- Her har I vist vejen for flere mennesker, der har brug for et ståsted og har brug for nogen, der tror på, at lige netop de kan bidrage på jeres arbejdsplads. Her har I skabt en virksomhed, hvor der er plads til udvikling af den enkeltes kompetencer, hvor alle medarbejdere spiller en vigtig rolle, og hvor leder og souschef går foran og skaber et godt arbejdsmiljø med ansvar til alle og opgaver, der passer til den enkeltes kvalifikationer, sagde Frank Schmidt-Hansen.
Hæderen i Netto blev modtaget af butikschef Marianne Madsen og souschef Katja Julius, der står i spidsen for en butik med 26 medarbejdere, hvor de fem er ansat på særlige vilkår.
Ud over hæder og diplom var der 10.000 kroner til brug for et arrangement for medarbejderne.
(Fotos: LLN Press©)
migogvejen skrev tidligere på ugen om virksomhedsprisen og kandidaterne:
http://migogvejen.dk/vejen/1805-kamp-om-prisen