Kvalitet, sikkerhed og et højt vidensniveau er afgørende, når chauffører fra transportvirksomheden S. Chr. Sørensen A/S kører deres specialbyggede tankbiler rundt mellem leverandører og kunder.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og få inspiration til både tøj og vin)
Virksomheden har specialiseret sig i at transportere flydende stykgods med blandt andet foderstof, biogas og valle rundt i Danmark.
Præcision er også et af nøgleordene for Christian S. Madsen, og her spiller logistikken naturligt en stor rolle.
- Der er mange elementer i spil, når flydende gods skal transporteres fra A til B. Vores tankbiler kan have op til otte forskellige typer gods med ad gangen. Derfor specialuddannes chaufførerne i håndteringen af de mange godstyper. Ikke mange tænker over, at der bagpå vores biler sidder en stor computer, som styrer al teknologien i tanken, forklarer direktør Christian S. Madsen til borgmester Egon Fræhr og kommunaldirektør Ole Slot, da de er på virksomhedsbesøg.
S. Chr. Sørensen A/S kan fejre 100 års jubilæum næste år og bliver drevet af tredje generation.
Der udvikles ifølge en pressemeddelelse fra kommunen hele tiden på nye markeder, og virksomheden har haft tradition for at følge med tiden.
- Vi er ikke bange for at teste nye markeder af, og vi får løbende nye idéer fra kunder og leverandører. Da min morfar startede virksomheden lige efter genforeningen, var det hans mål at være med til at opbygge infrastrukturen i det gamle Sønderjylland. Han startede med hestevogne, for lastbilen var knapnok opfundet, og det udviklede sig til transport af stort set alt, hvad man kan forestille sig. Han var god til at udvikle og var først med tankbiler og kørsel af olie. I dag køres der primært med flydende foderstoffer, men har som dengang ingen begrænsninger i, hvilke opgaver og udfordringer vi påtager os, siger Christian S. Madsen.
Firmaet arbejder hele tiden på at udvikle nye måder at gøre tingene på, når der tales transportløsninger. Derfor er digitalisering, computerløsninger på lastbiler, størst mulig sikkerhed for chauffør og medtrafikanter altid i højsædet, og her bliver der ikke gået på kompromis.
Christian S. Madsen er glad for den lokale forankring og roser det gode samarbejde, de har haft med Vejen Kommune gennem årene. Både i forhold til behandling af byggesager og flere gange i forbindelse med rekruttering af nye medarbejdere, lyder det i pressemeddelelsen.
De fleste af S. Chr. Sørensens chauffører bor lokalt og har en meget høj anciennitet. Christian S. Madsen gør gerne en ekstra indsats for at uddanne dygtige chauffører.
Han opfordrede derfor borgmester Egon Fræhr og kommunaldirektør Ole Slot til, at Vejen Kommune og Jobcenter Vejen går i samarbejde med virksomhederne om opkvalificering af de mange chauffører, der har erhvervet det store kørekort, men mangler erfaring for at komme ind i det spændende erhverv.
Ligeledes opfordrer Christian S. Maden også til, at Vejen Kommune fortsætter med at have fokus på transporterhvervet. Forbedres og udvikles de forhold, der kræves, så burde der kunne tiltrækkes flere transportvirksomheder til området.
(billedtekst)
Vejen Kommunes kommunaldirektør Ole Slot, Marianne og Christian S. Madsen fra virksomheden S. Chr. Sørensen samt Vejen Kommunes borgmester, Egon Fræhr (V). (Foto: Vejen Kommune)