Aslak Skjøth (i midten) har succes med sin virksomhed, Aquagain - og faktisk væsentlig mere end planlagt. Borgmester Egon Fræhr og kommunaldirektør Ole Slot var på besøg og blev blandt andet vist rundt i virksomhedens værksteder. (Foto: Vejen Kommune)
Aquagain i Brørup har udvidet adskillige gange, både hvad angår medarbejdere og lokaler - det var ellers ikke meningen
(læs mere under annoncen)
Da Aslak Skjøth og hans kone, Helle, overtog Aquagain fra Aslaks far tilbage i 1992 var strategien klar: Virksomheden skulle forblive en lille virksomhed, ingen eksport og med et overskueligt antal ansatte.
Men sådan kom det langt fra til at gå. Virksomheden laver rørsystemer og anlæg til rensning af spildevand og er kun vokset siden overtagelsen.
Fra syv styk tilbage i 1950erne til i dag godt 50 ansatte, og lokalerne i udkanten af Brørup er blevet udvidet adskillige gange. Aslak Skjøth er vokset op med faget, hvor renseanlæggene ved en tilfældighed blev virksomhedens altoverskyggende fokusområde.
- Det eneste jeg har lavet i mine unge dage, er at være med ude og lave renseanlæg sammen med min far. Så jeg kender principperne, forklarer Aslak Skjøth til borgmester Egon Fræhr og kommunaldirektør Ole Slot, som er på besøg på virksomheden
Aquagains omsætning nærmer sig 100 millioner kroner, og aktiviteterne i Norge er efterhånden på samme niveau som hjemmemarkedet i Danmark. Virksomheden har også haft opgaver i Kina og Vietnam og har også leveret til en række østeuropæiske lande, lyder det i en pressemeddelelse.
Aslak Skjøth forklarer, at virksomheden ikke laver et enkeltstående unikt produkt, men projekterer, producerer og samler de forskellige komponenter til både små og meget store anlægsprojekter, hvor også løbende service og vedligeholdelse er en del af opgaverne.
Rensningsanlæg fylder meget i kundeporteføljen, men også en række andre brancher er vigtige for familievirksomheden.
Som mange andre håndværksvirksomheder er Aquagain hele tiden på jagt efter nye kvalificerede medarbejdere, og Aslak Skjøth kan sagtens se nytten af selv af bidrage til fødekæden.
- Den næste lærling, vi udlærer, er vores nummer 50. Vi har også et samarbejde med den lokale folkeskole, hvor en skoleklasse kommer herhen en dag eller to om året og lærer om, hvad vi laver. Hvis vi vil have gode medarbejdere, er vi også forpligtet til selv at lave nogle, fastslår Aslak Skjøth.
Borgmester og kommunaldirektør var på besøget interesseret i at høre, om der var forhold, som kommunen kunne forbedre eller gøre anderledes, når en virksomhed skal udvide.
Aslak Skjødt kunne her fortælle, at han altid har oplevet imødekommenhed med fokus på at finde løsninger. Desuden er det vigtigt, at plangrundlaget er på plads. Han fortalte videre, at det løbende tilsyn fungerer fuldt tilfredsstillende.
(Foto: Vejen Kommune)