Følg migogvejen på Facebook  

Arbejdsmarkedschef Anneth Jensen og byrådspolitiker Frank Schmidt-Hansen (K) besøgte AL-2 Teknik og virksomhedens to indehavere, Lasse Majgaard Hansen og Jan Hansen.

 

 

Hos AL-2 Teknik A/S i Hovborg har de travlt. Med et generationsskifte på vej vil virksomheden gerne vokse, men det kan være en udfordring at skaffe kvalificeret arbejdskraft i yderområderne. Jobcentret kom på besøg og fortalte om, hvordan de kan hjælpe.

 

(læs mere under annoncen)

 Myreekspressen

 

Det er 10 år siden, at virksomheden AL-2 Teknik sidst havde en annonce i avisen, og 15 år siden de var på messe.

Kunder er der nok af, og så er der ingen grund til at bruge tid på at tiltrække flere af slagsen.

Virksomheden udvikler og producerer maskiner til behandling af proces- og spildevand, herunder båndfiltre og separationsanlæg.

Løsningerne anvendes meget bredt, og tit er produkterne specialfremstillede til den enkelte kunde. Virksomheden laver blandt andet mekanisk filtrering på de kommunale rensningsanlæg og rensning af industrielt spildevand for at overholde udledningskravene til kloakken.

- Vi er alle steder. Det kan være slam fra fiskeopdræt, tungmetaller, renseanlæg, alt muligt. Vi leverer hovedsageligt til Norden, men vi har også leveret til andre europæiske lande og også til for eksempel Malaysia og Tasmanien, forklarer Jan Hansen i en pressemeddelelse.

Arbejdsmarkedschef Anneth Jensen og formanden for arbejdsmarked- og integrationsudvalget, Frank Schmidt-Hansen (K), var for nylig på besøg hos virksomheden.

Besøgets formål var at give virksomheden et indblik i, hvordan de kan bruge jobcentret, blandt andet når AL-2 Teknik har brug for ny arbejdskraft.

Her kunne Lasse Majgaard Hansen blandt andet fortælle, at det kan være meget tidskrævende at rekruttere den rigtige arbejdskraft til virksomheden.

Anneth Jensen fortalte om de muligheder, Jobcenteret har for at hjælpe virksomheden, blandt andet med at udbrede jobopslag til omkringliggende kommuner, hvis arbejdskraften ikke kan findes lokalt.

Lasse Majgaard Hansen forudser også, at generationsskiftet betyder, at virksomheden skal have flere ansatte, både faglærte og ufaglærte.

- Når de strikse miljøkrav vi har her i Danmark, de bliver mere udbredt i Europa og resten af verden, så er vores marked uendeligt, konstaterer han.

(Foto: Vejen Kommune)

 

Fakta: Virksomheden AL-2 Teknik er etableret i 1994 og har i alt syv ansatte. Virksomheden udvikler og leverer maskiner og løsninger til rensning af proces- og spildevand til en lang række industrier og formål, blandt andet fødevarer, fiskeopdræt, renseanlæg, flisfyrede fjernvarmeværker og offshore.