Følg migogvejen på Facebook  

En ny lokalplan skal sikre udvidelsesmulighederne for firmaet Eurofins.

Det skal ske i form af lokalplan 347 kaldet »Erhvervsformål ved Ladelund, Brørup«.

Forslaget er netop blevet godkendt i udvalget for teknik og miljø.

 

(læs videre under annoncen)

Rødding Centret - ernæringsassistent

(tryk på annoncen og se mere)

 

Lokalplanen - og det tilhørende kommuneplantillæg - er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra Eurofins Steins Laboratorium A/S.

- Der ønskes en lokalplan, der kan fastsætte rammerne for de næste mange års vækst og udvikling i området med afsæt i de allerede foretagne investeringer i området. Virksomheden ønsker mulighed for at udvide deres erhvervsaktiviteter mod vest på et areal på ca. 20.000 kvadratmeter. Udvidelsen giver blandt andet mulighed for en udbygning af den eksisterende lagerkapacitet og generelle ajourføringer af bygningsmassen, bedre mulighed for at afvikle den interne logistik på ejendommen og etablering af et jordvarmeanlæg, lyder det fra Vejen Kommune.

Formålet med lokalplanen er at skabe en sammenhængende planlægning for området og den samlede bebyggelse på stedet, samt at sikre, at der tages hensyn til det omkringliggende miljø herunder naboer, landskabet og det nærliggende kulturmiljø. Lokalplanen fastlægger områdets anvendelse til erhvervsformål i form af industri, kontor, administration og servicevirksomhed som laboratorium og lignende.

Lokalplanen fastlægger bestemmelser omkring virksomhedens bebyggelse, hvad angår placering, højde og udseende. Den generelle maksimale bygningshøjde for ny bebyggelse vil være 4,5 meter. Dog tillades det, at der kan bygges op til 8,5 meter indenfor to udlagte byggefelter, hvilket er samme højde, som den højeste bebyggelse i området i dag.

For at sikre afstand til naboer ved Ladelundvej mod vest udlægges et delområde, delområde 4, som ikke må bebygges, og som skal fremstå som et grønt friareal imellem virksomheden og naboer.

For at forhindre, at ny bebyggelse medfører støjgener eller pådrager naboer unødig visuel påvirkning, fastlægges en byggelinje for udvendige tekniske installationer. Byggelinjen sikrer, at nye tekniske installationer placeres, hvor der allerede i dag er udvendige installationer og skorstene på laboratoriebygningerne.

For at minimere støjpåvirkninger fra trafik skal der anlægges et areal til lastbilparkering mod nord, så lastbiler, der ankommer i natperioden, kan vente med varelevering til dagtimerne uden at belaste naboer med støj.

Virksomheden er af historiske årsager placeret i landzone, men en ny planlægning for erhvervsformål vil overføre arealerne til byzone. Som udgangspunkt kan der ikke udlægges nye erhvervsarealer i det åbne land, da de skal udlægges som byzone, men ændringen af planloven i 2018 har åbnet mulighed for, at hvis en virksomhed har gennemført væsentlige investeringer i et område, kan der udlægges et byzoneareal hertil.

(Arkivfoto: migogvejen©)

eurofins 24 03

Et rids af området for den nye lokalplan, der skal give mulighed for flere udvidelser hos Eurofins.