Sydjysk Sparekasse kommer ud af første halvår med det, sparekassen selv kalder et stærkt resultat.
- Årets første seks måneder sikrede Sydjysk Sparekasse et meget tilfredsstillende resultat på 115,2 mio. kr. før skat. Resultatet er 5,4 mio. kr. bedre end samme periode sidste år, lyder det i en pressemeddelelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Halvårsresultatet skyldes især en øget toplinje afledt af øgede netto rente- og gebyrindtægter på 307,3 mio. kr. samt et lavt niveau af nedskrivninger på udlån og tilgodehavender.
- Vi er stolte over at kunne præsentere et solidt resultat for første halvår 2024, der understøtter vores position som en stærk og lokalforankret garantsparekasse i Syd- og Sønderjylland, siger adm. direktør, Max Hovedskov.
Nedskrivningerne udgør en udgift på 4,1 mio. kr. mod 19,1 mio. kr. i første halvår 2023.
Selvom sparekassen endnu ikke har konstateret nævneværdige nedskrivninger relateret til den økonomiske udvikling, vurderes risikobilledet at kunne medføre potentielle tab på sigt. Til at afdække følgerne, har sparekassen øget det ledelsesmæssige skøn i relation til nedskrivningerne, så det pr. juni 2024 udgør 99,7 mio. kr. mod 93,9 mio. kr. ultimo 2023.
Udlånet stiger med 31,4 mio. kr. fra december 2023 til juni 2024 og er en kombination af nye kunder og kundernes øgede træk på kreditfaciliteter.
Indlån udgør 8,9 mia. kr. i juni 2024 mod 8,5 mia. kr. i december 2023.
Udgifter til personale og administration er øget med 18,8 mio. kr. siden juni 2023.
Forøgelsen er som forventet og skyldes primært udgifter forbundet med fusionen mellem Frøs Sparekasse og Broager Sparekasse samt investeringer i tidssvarende IT-løsninger.
- Med en kapitalprocent på 27,5 procent pr. 30. juni 2024 er Sydjysk Sparekasse fortsat en stærk og lokalforankret garantsparekasse til gavn for kunder, garanter, medarbejdere og det lokalsamfund, som sparekassen er en del af, lyder det videre.
Sydjysk Sparekasse er kommet bedre igennem første halvår 2024 end forventet. I årsregnskabet for 2023 forventede Sydjysk Sparekasse et resultat i 2024 i niveauet 160-180 mio. kr. før skat.
Forventningerne til årets resultat før skat er opjusteret til niveauet 200-220 mio. kr. før skat.
(Foto af direktør Lars Blaabjerg Christensen og adm. direktør, Max Hovedskov: PR-foto)