En ny lokalplan og et kommuneplantillæg skal bane vejen for et stort millionbyggeri i Skodborg.
I projekt »centralisering af lagre« er Protræ A/S klar til at købe 230.000 kvadratmeter jord og bygge for i alt et trecifret millionbeløb.
Protræ A/S, der ejes af Harald Nyborg-koncernen, kører masser af kilometer for at få varer ud til jem & fix-butikkerne.
Der køres også mange kilometer mellem de otte lagre, Protræ A/S har her i området, men det skal være slut. Lagrene ude i byen skal erstattes af plads i Skodborg.
Sagen har været forbi kommunens økonomiudvalg, der har sagt ja til at starte arbejdet med udarbejdelse af lokalplan 357 erhvervsformål ved Protræ.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Vejen Kommune har modtaget en ansøgning om udarbejdelse af en ny lokalplan til erhvervsformål for Protræ A/S. I efteråret 2022 blev virksomheden solgt til Harald Nyborg-koncernen med det formål at betjene jem & fix A/S med en omfattende logistikløsning, der skal bidrage til koncernens fortsatte og fremtidige konkurrenceevne. Der ønskes derfor en lokalplan, der kan fastsætte rammerne for de næste mange års vækst og udvikling i området med afsæt i de allerede foretagne investeringer.
- Ansøger ønsker en udvidelse af det lokalplanlagte område, så der kan udvides med yderligere erhvervsaktiviteter mod nord på et areal på ca. 230.000 kvadratmeter. Formålet med udvidelsen er at sikre grundlaget for fremtidige ekspansioner og visioner for virksomheden, lyder det til politikerne.
Virksomheden er lige nu omfattet af Lokalplan 292, som blev vedtaget i 2018, og som udlægger området til erhvervsformål. Den ønskede udvidelse mod nord vil inddrage nye arealer, og derfor forudsætter projektet, at der udarbejdes en ny lokalplan til erhverv, og at arealet udlægges i byzone.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
I virksomhedens ansøgning om udarbejdelse af lokalplan er der anført et ønske om mulighed for opførsel af 30.000 kvadratmeter halkapacitet med en forhøjelse af den eksisterende lokalplans bebyggelsesprocent fra 33 til 50 samt en forøgelse af områdets maksimale højde for bebyggelse. Derudover er der beskrevet ønsker om videre rammer for belysning, volde, afløbsforhold, terrænregulering m.m., og virksomheden forespørger om muligheden for at opstille solceller på terræn.
Virksomheden foreslår i ansøgningen en ny vejadgang fra Haderslevvej. I den indledende screening og dialog med virksomheden er det meddelt, at Vejen Kommune vurderer, at det vil være muligt at etablere en ny vejadgang til Haderslevvej nord for Skodborg. Den endelige krydsudformning samt placering af vejadgang skal dog undersøges nærmere og vil være afhængig af mængden af trafik. De økonomiske forhold i forbindelse med ny vejafgang skal desuden afstemmes med Vejen Kommune, herunder drøftelse af vejbidrag.
Den forudgående screening har vist, at en del af den østlige del af projektområdet sandsynligvis ligger indenfor lugtgeneafstanden fra et nærliggende landbrug. Denne problemstilling omkring udvidelse af erhvervsareal i byzone skal nærmere afklares i den videre proces. Virksomheden har på den baggrund igangsat et arbejde, der skal udregne den nøjagtige lugtgeneafstand. Det vil i planlægningsfasen desuden blive undersøgt, om et areal indenfor lugtgenegrænsen eventuelt ville kunne udnyttes til formål som for eksempel vejareal/parkering eller solceller i landzone.
Den nordligste del af projektområdet er udpeget som bevaringsværdigt landskab, større uforstyrret landskab og geologisk interesseområde. Landskabsudpegningerne knytter sig til Kongeådalen, og særligt den nordligste del af projektarealet er sårbar, da bebyggelse og anlæg her vil kunne påvirke udsynet over dalen fra Skibelund Krat og Vejen Syd. Det er meddelt virksomheden, at det er administrationens vurdering, at en udvidelse vil påvirke oplevelsen af landskabet, men at der er gode muligheder for at etablere en effektiv afskærmning i form af beplantning og volde, såfremt:
• De højere liggende arealer og arealerne nord for Haderslevvej 2 ikke indgår i virksomhedsudvidelsen.
• Nyt byggeri ikke bliver markant højere eller fremtræder anderledes end eksisterende byggeri, og at der ikke opsættes lys, lysmaster, skilte o. lign., der kan ses over store afstande.
- Virksomheden ønsker at udnytte de pågældende matrikler mest muligt og ønsker desuden mulighed for at bygge højere, end den gældende lokalplan giver mulighed for, lyder det videre.
Administrationen vurderer, at der kan arbejdes med at placere eventuelle højere bygninger mod syd ned mod byen og lavere byggeri samt ubebyggede arealer som lagerplads mod nord. Området nord for den vejledende grænse vil kunne benyttes til for eksempel regnvandsbassin og afskærmende beplantning. I planlægningsprocessen vil det kunne afklares, hvorvidt der vil kunne etableres en form for lav bebyggelse eller anlæg, som ikke medfører behov for belysning eller trafik og som kan afskærmes med beplantning.
(Fotos: migogvejen©)