Anholdt om morgenen og dømt om eftermiddagen.
En 33-årig polsk mand blev onsdag idømt 40 dages ubetinget fængsel samt udvisning med et indrejseforbud i seks år for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer i forbindelse med indrejse.
Den polske mand kom onsdag morgen kørende i en personbil ved Frøslev Grænse, hvor køretøjet blev taget ud til kontrol af en patrulje fra den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
I forbindelse med kontrollen fattede en tolder mistanke til køretøjet, der blev undersøgt nærmere med en af Toldstyrelsens narkohunde.
Her stod det klart, at den polske mand var i besiddelse af en mindre mængde narkotika, der blandt andet var gemt på kroppen.
Den 33-årige mand blev derefter anholdt af politiet og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den sigtede erkendte forholdet og blev efterfølgende dømt i sagen samme dag, skriver politiet i en pressemeddelelse.