Siden fredag 1. november har borgerne i Syd- og Sønderjylland haft mulighed for at aflevere deres ulovlige våben til politiet uden at risikere straf. I hele november kan borgerne anonymt indlevere ulovlige våben til politiet, uden at det medfører sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse – en såkaldt frit lejde-aktion.
Indtil videre har politiet i Syd- og Sønderjylland modtaget 265 effekter fordelt på 126 skydevåben, 34 blankvåben og 105 effekter i kategorien »andet«, hvor hovedparten er ammunition.
- Vi er glade for, at borgerne har taget godt mod tilbuddet og afleveret våben til os. Vores mål er at få så mange ulovlige våben som muligt væk fra gaden for at øge alles sikkerhed, siger vicepolitiinspektør Søren Vraa Larsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Sidst politiet gav et tilsvarende frit lejde var i 2017, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi modtog 1981 ulovlige våben fra borgerne. Heriblandt var der 992 skydevåben, 521 blankvåben og 193 eksplosivstoffer.
- Vi håber, at mange igen vil benytte sig af den sjældne mulighed, som frit lejde-aktionen tilbyder. Vi er i hvert fald klar til at tage mod mange flere våben, siger Søren Vraa Larsen videre.
Syd- og Sønderjyllands Politi tager mod våben på de tre politistationer i Sønderborg, Haderslev og Esbjerg i den almindelige åbningstid. Våbnene må af sikkerhedsmæssige hensyn ikke stilles uden for politistationerne, men skal afleveres i borgerekspeditionen. Det kan gøres helt anonymt.
Hvis man er i besiddelse af særligt farlige genstande – fx granater og eksplosiver– skal de ikke transporteres til politiet, da det er for risikabelt. Borgerne skal kontakte politiet på telefon 1-1-4, som sørger for afhentning. Afleveringen sker fortsat anonymt og straffrit.
Fakta:
Indleverede våben dd:
126 skydevåben
34 blankvåben
105 andet, især ammunition
Indleverede våben i 2017:
992 skydevåben
521 blankvåben
185 luft- og fjedervåben
193 eksplosivstoffer
90 andre typer våben
Alle våben er omfattet af frit-lejde-aktionen. Det vil sige knive, økser, sværd, skydevåben, slagvåben, blankvåben, ammunition, eksplosiver etc.
Under frit lejde aktionen er det tilladt at transportere våben til aflevering ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Sørg for at transporten foregår forsvarligt og med våbnene skjult i tasker, kasser og lignende. Hvis du er i tvivl, så ring for vejledning på 1-1-4.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit skydevåben er ladt med ammunition, skal du – hvis du er våbenkyndig – aflade våbnet. Hvis du ikke er våbenkyndig, og er i tvivl, så lad våbnet stå og ring i stedet til Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4 – så aftales nærmere.
Når du er fremme ved Syd- og Sønderjyllands Politi, skal du aflevere våbnene til den medarbejder, der passer afleveringsstedet.
- Du må altså IKKE blot placere våbnet på trappestenen eller foran en politistation. Hvis våben efterlades uden opsyn, kan de potentielt udgøre en fare for andre, påpeger ordensmagten.
(Fotos: Syd- og Sønderjyllands Politi)
Vicepolitiinspektør Søren Vraa Larsen med to af de indleverede våben.