Følg migogvejen på Facebook  

Alt for mange mennesker sætter sig bag rattet med for høje promiller i blodet om sommeren.

Nu minder Vejen Kommune, Rådet for Sikker Trafik og politiet alle om at lade bilen stå, når de har drukket alkohol.

 

(læs videre under annoncen)

cs nørregade 90 kr

 

 

I de kommende uger vil en meget stor del af danskerne holde ferie i Danmark. Det kan betyde tusindvis af sociale sammenkomster såsom grillmiddage, strandture og havefester.

Sommerhyggen får ofte følgeskab af kolde øl, velsmagende drinks eller et par gode flasker vin.

Det gør det aktuelt at minde om, at hvis man har drukket alkohol, så bør man lade bilen stå.

I 2019 registrerede politiet således to sprituheld i Vejen Kommune i løbet af sommermånederne.

- Det er naturligvis altid kedeligt, når der er nogle, der ikke kan finde ud af at lade bilen stå. Jeg priser mig bare lykkelig for, at ingen kom til skade i uheldene, siger formand for Teknik & Miljø, Vagn Sørensen (V) i en pressemeddelelse.

Statistikken viser desuden, at der i løbet af hele 2019 blev registreret otte sprituheld i Vejen Kommune.

Ingen personer kom til skade i uheldene, som alle var eneuheld.

Tilbage i 2010 blev der registreret dobbelt så mange sprituheld.

I perioden 2015-2019 blev ingen personer dræbt i spritulykker i Vejen Kommune.

Sidste sommer sigtede Syd- og Sønderjyllands politikreds 50 personer for spritkørsel hen over sommeren.

I perioden 2010-2014 blev hele 18 personer dræbt i spritulykker i Syd- og Sønderjylland. I perioden 2014-2018 er antallet reduceret til fire.

Det er derfor en tilfreds leder af færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjylland, Knud Reinholdt, der siger:

- Det går heldigvis fortsat den rigtige vej i Syd- og Sønderjylland. Den lange seje kamp mod spritkørsel ser ud til at have virket. Desværre har vi nu påbegyndt en lignende kamp mod narkokørsel.

Knud Reinholdt understreger samtidig, at resultatet ikke får Syd- og Sønderjyllands Politi til at have mindre fokus på promillekørsel, da det hurtigt igen kan gå den forkerte vej.

I 2019 sigtede Syd- og Sønderjyllands Politi i alt 586 bilister i sager, hvor der var spirituskørsel involveret, og i alt 1316 bilister i sager, hvor der var narkokørsel involveret.

Denne sommer sætter politiet også ind med kontrol, og samtidig gennemfører Vejen Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden kampagnen »Der er mange måder at stoppe spritkørsel på. Hvad er din«.

Formålet med kampagnen er at minde folk om, at de kan være med til at forhindre spritkørsel ved at spørge deres gæster, hvordan de kommer hjem efter festen.

- Alt for mange bilister tager chancen og kører, selv om de er i tvivl om deres promille. Det er hamrende farligt, og det er derfor vigtigt, at omgivelserne også hjælper med til at forhindre, at det sker. Så før du serverer vin, øl eller drinks for dine gæster, så spørg dem lige, hvordan de kommer hjem. Det tvinger dem til at tage stilling til, om de skal drikke eller køre, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik i pressemeddelelsen.

Det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun egentlig har drukket.

Men husk på, at hver gang du forhindrer en anden i at blive spritbilist, gør du vedkommende en stor tjeneste. Her får du syv gode råd:

  • Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
  • Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
  • Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
  • Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
  • Tilbyd overnatning
  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
  • Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114

 

Fakta (kilde: Rådet for Sikker Trafik, Rigspolitiet og Vejdirektoratet):

Sidste sommer sigtede politiet 864 personer for spritkørsel.
Hver femte dødsulykke i trafikken skyldes alkohol.
Ni ud af 10 danskere tager afstand fra spritkørsel.

(Arkivfoto: LLN Press©)