Følg migogvejen på Facebook  

Der sættes mange snapse, øl og lignende til livs de kommende uger, og i jagten på spritbilister øger politiet fra i dag kontrollen.

Her i kommunen er vi dog gode til at passe på i december.

Herunder råd til, hvad du må drikke før kørsel.

 

(læs mere under annoncen)

CS Pølsemageri - smørrebrød

 

 

 

Politiets fokus og kontroller vil især blive rettet mod de store julefrokostdage torsdage, fredage og lørdage i ugerne op til jul. Der vil også blive udført kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus aftenen forinden.

I hele uge 50 indgår kontrollerne i det fælleseuropæiske færdselspolitisamarbejde TISPOL.

Ydermere vil politiet gennemføre målrettede spirituskontroller 1. og 2. juledag hvor julefrokosterne typisk står i familiens tegn.

Udover spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin. De landsdækkende julespirituskontroller vil løbe frem til og med 26. december 2019.

Formålet er selvfølgelig at forhindre uheld i trafikken, og noget tyder på, det virker.

- De seneste fem år er der ikke registreret et eneste sprituheld med personskade i Vejen Kommune i julemånederne, skriver Vejen Kommune i en pressemeddelelse.

Dermed afviger Vejen Kommune positivt fra det generelle uheldsbillede i julemånederne i Syd-og Sønderjylland.

- Borgerne i Vejen har i den grad lyttet til de seneste års spritkampagner. I hvert fald har der de seneste år kun været ganske få sprituheld i Vejen Kommune i november og december. Sidste år var der slet ingen promilleuheld i Vejen Kommune, forklarer Knud Reinholdt, der er leder af Færdselspolitiet i Syd- og Sønderjylland.

- Resultatet viser, at de seneste mange års spritkampagner har virket, og at folk derfor i modsætning til tidligere, tør sige fra, siger Knud Reinholdt.

Han understreger dog, at politiet fortsat tager for mange for sprit- eller narkokørsel, og at der derfor fortsat er behov for at sætte fokus på problemet.

- I dag har langt de fleste styr på, hvordan de kommer hjem, allerede inden de indtager den første genstand. Man ofrer i dag gerne penge på en taxa eller bus, når man skal hjem fra julefrokosten.

Også Vagn Sørensen (V), der er formand for udvalget for Teknik og Miljø i Vejen Kommune, er begejstret over udviklingen:

- Det er så flot et resultat, som vidner om, at vi passer på os selv og hinanden, når vi skal hjem fra julefrokosten.

 

julejens til web hvid baggrund



Vidste du, at...:

· Hvis du kører spirituskørsel med promille over 2,0, eller kører spirituskørsel gentagne gange inden for få år, kan din bil blive konfiskeret. Den overgår til statens ejendom, og du får den ikke tilbage igen.
· Politiet kan inddrage dit kørekort på stedet, hvis de har mistanke om, at du har kørt spiritus- eller narkokørsel, og der samtidig er risiko for, at du vil gøre det igen umiddelbart efter.
· Du kan ikke få dit kørekort tilbage før frakendelsesfristen udløber, selvom du er startet i alkoholbehandling.
· Din arbejdsgiver kan underrettes, hvis du kører spritkørsel, mens dit kørekort er frakendt. Det gælder erhverv, hvor bilkørsel er en væsentlig del af arbejdet som f.eks. chauffører og sælgere.
· Der er ikke faste promillegrænser for cyklister og ryttere. Men du må ikke færdes i trafikken, hvis du kører eller rider uforsvarligt.
· Der findes ingen særlige regler for fodgængere, der er påvirket af alkohol.
· Hvert år bliver ca. 8000 personer dømt for spirituskørsel på de danske veje.
· Antallet af spiritusulykker med personskade er faldet med ca. 23 procent fra 2013-2018, mens der ikke har været noget væsentligt fald i personskadeulykker generelt.
· Der var spiritus involveret i 329 ulykker, hvor en person kom til skade eller blev dræbt, mens det gjaldt for 1067 af de ulykker, hvor der kun var materiel skade i 2018.
· Spiritusulykker udgjorde 11 procent af alle ulykker i 2018.
· I 2018 blev 36 personer dræbt i trafikulykker i julemånederne, hvilket var ni dræbte mere end i november-december 2017.
· Andelen af spiritusrelaterede personskadeulykker i Syd- og Sønderjyllands politikreds svarede til niveauet på landsplan i 2018, 10 pct. i politikredsen og 11 pct. på landsplan.


Gode råd...:
Stop altid en fuld ven, der vil sætte sig bag rattet. Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører. Ring efter en taxa eller tilbyd overnatning. Allier dig med andre, så i er flere der kan støtte hinanden.