Følg migogvejen på Facebook  

Mange bilister kan nu se frem til en længere omvej.

- Asbovej, der går mellem Læborg og Vejen, spærres for gennemkørsel i perioden 9. til 18. februar, skriver Vejen Kommune i en pressemeddelelse.

Lukningen starter fredag klokken 15.

 

(læs videre under annoncen)

Vejen-net

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

I forbindelse med det beder kommunen alle de trafikanter, der benytter vejen, om hjælp. Kommunen kommer nemlig til at skilte med en længere omvej, fordi der er langt imellem de asfalterede veje i området, og derfor håber de, at bilisterne respekterer skiltningen og undgår at benytte de smutveje, der er i form af de forskellige grusveje i området.

- Grusveje er ikke lavet til at håndtere den trafikmængde, der dagligt kører på Asbovej. Derfor er vi nødt til at skilte med omvejskørslen via de asfalterede veje. Vi beder særligt de trafikanter, som er kendte i lokalområdet, til at respektere og følge den skiltede omkørsel, også selvom den er noget længere, forklarer Mie N. Brøchner, der er leder af Infrastruktur & Anlæg i Vejen Kommune.

Vejen Kommune gennemfører anlægsarbejdet i næste uge - også kaldet uge syv, hvor der er vinterferie mange steder. Dermed er trafikken mindre, og på den måde generes trafikken mindst muligt.

Derudover vil det stadig være muligt for cyklister og andre lette køretøjer at komme igennem det afspærrede område.

Det er i forbindelse med lavbundsprojektet i Vejen Mose, at der skal laves en ny rørunderføring af Audiolagrøften, som den grøft kaldes, der går under Asbovej.

- Som en del af lavbundsprojektet bliver der ledt en øget mængde dræn- og overfladevand via grøften. Den øgede mængde vand stammer primært fra markerne syd for projektområdet og motorvejen, forklarer Nikolai Ludvigsen, der er anlægsingeniør i Teknik & Miljø, og derfor er det nødvendigt at have større rør under Asbovej.

- Formålet med lavbundsprojektet er at nedbringe udledningen af CO2 og kvælstof fra landbruget til henholdsvis atmosfære og vandmiljøet. Det sker blandt andet, når man mindsker eller stopper med at dyrke de landbrugsarealer, der ligger på kulstofrige lavbundsjorder. For at genoprette de naturlige jordforhold i mosen ødelægger man de nuværende dræn og grøfter, og på den måde hæves grundvandsstanden i området til terrænniveau. Det gør dog også, at Vejen Kommune forventer, at den fremtidige mængde vand i Audiolagrøften mere end tredobles fra nuværende ca. 80 liter i sekundet til op til 300 liter i sekundet ved ekstreme tilfælde, skriver kommunen i pressemeddelelsen.

(Foto: migogvejen©)

 

asbovej sparret 24 03

Vejen Kommune anbefaler en østlig og en vestlig omkørselsrute.