- Marken er mejet, og høet er høstet, Om lidt går det hjemad med det allersidste læs. Kan I mærke det?
- Nye vinde trækker op til dans i dette lumre lumre danske land. Det er lugten af frihedens afgrund og begyndelsen på nyt travearbejde.
Sådan startede Calle Vibild, da han holdt årets elevtale ved dimissionen på Vejen Gymnasium og HF.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Videre lød det:
- Om lidt er tre år forbi. Tre år, der bare er suset af sted.
I går er historie, i morgen er et mysterium, og i dag er en gave. Og selvom det klinger vildt meget af Carpe Diem plakat, så er det jo meget rigtigt.
For netop som vi sidder her, så er tiden på Vejen gymnasium og HF, blevet historie.
Nogle dage er mere spændende end andre.
Og det måske lidt triste faktum er, at de fleste historier vi har med os, vil forsvinde i glemslens mørke kroge i vores sind.
Men sådan er det. Vores hukommelse ligger i et konstant syrebad.
I de kommende dage med gilder og druk kan jeg snakke om et helt bogstaveligt syrebad.
Men jeg tænker også på alt det nye, vi skal opleve, som kommer nu. Som kommer til at fylde nu.
Hvad der fylder og er vigtigt ændret sig gennem tiden.
Om mange mange år så ved vi, hvad der faktisk var vigtigt for os. Det, der faktisk fyldte. For det er netop det, vi kommer til at huske.
Personligt tror jeg, at vi vil komme til at huske denne årgang for den rummelighed, der har været. At stikke udenfor kassen har der været plads til, hvis man ville.
Så med vingerne helt slået ud vil jeg gerne takke os for ikke at have hældt gift på de blomster, der egentligt kunne ligne ukrudt.
Og jeg takker alle skæve typer for at have turde være sig selv. Men det er jo kun en vinkel på en historie.
Jeg ved, at der er mange mennesker med hver deres version af gymnasietiden.
Nogen har kunnet ånde lettet op. Andre holder stadig vejret.
For nogen var det en dans på roser. For andre var det en krig mod kræft.
Jeg vil ikke blande mig i, hvad folk har haft med i rygsækken, det ved de bedst selv.
Til jer, der har haft tungere sække at bære end andre vil jeg sige:
Gud hvor er det flot klaret. Til lykke. Alle sidder vi her og har klaret det, men inden jeg vil snakke om fremtiden og dens mysterier, vil jeg gerne rette tak mod alle lærerne og specielt de lærere, der bare en gang har gået den ekstra mil.
Elever kan være nogle utaknemmelige sataner, og derfor vil jeg gerne lige sige, at selv hvis det bare er fælles noter, lærerne har sørget for, eller en række fokuspunkter til oplæsning til for eksempel historieeksamen. Eller om det er at sætte en hel søndag fri til at øve musik, så er det blevet værdsat.
Tak for at gøre en forskel. Det vil blive husket.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
I morgen venter fremtiden, og vi skal glæde os til at finde ud af, hvilket mysterium der venter os. Vi skal kaste os glædesfuldt ud i fremtiden og frydes over de veje, den bringer os.
Nogle kommer til selv at skulle samle sten til en grusvej. Andre vil hoppe gadedrengekækt gennem livet.
Vi skal være klar til at tage over. Vi skal tage ansvaret. Ansvaret for fællesskabet, for samfundet, men mest af alt ansvaret for en selv.
Nu springer vi ud som studenter, og snart opdager vi, at der ikke ligger nogle fast grund, vi kan lande på. Vi styrter faktisk bare mod afgrunden.
Hvis man troede, man kunne lave et elegant hop, ind i »voksenlivet«, så tro om.
Det bliver ikke bedre end det her. Du vågner ikke bare en morgen og har styr på dit liv.
Og hvad gør man så, når man er blevet skubbet ud over kanten af barndommen og nu styrter mod afgrunden. Ja, enten må du gro vinger eller også må du acceptere at styrte. Og få noget ud af faldet. Gør dit bedste. Lad ikke afgrunden opsluge dig.
I hver fald ikke for vidt. Når du får dage med tvivl og frygt – så husk på: Det er fremtiden, der skal være bange for dig!
Selv når du bliver modløs, og det kan man hurtigt, når man rigtig hopper ud i de voksnes fagre verden med overskæg, ratepension og et evigt liv i tern af ligusterhække.
Man låses fast. Går i stå. Mister modet. Bliver grå. De grå farver skal ikke komme for hurtigt til os.
Vi skal fastholde modet, friheden, livets kådhed, lyster og vildskab.
Michael Strunge – en smuk dansk poet skrev, at voksne bare var børn, der var blevet sindssyge.
Lad os huske det.
Vi skal bare hoppe over, når hoppeborgen er punkteret. Og i spring gribe alle vores muligheder. Vi skal bruge dem. For vi ved bedre og tager ikke fejl.
Vi skal leve i det nu. Vi skal løsrive os fra køen. Danse på gaderne. Vi skal vedblive med at leve – og overleve – og have overskud og mod til at gøre, hvad der passer os.
Vi behøver ikke at passe ind. Du skal turde. At tude og tage fat. Og gøre ved. Lad ikke vaner og alderdom gøre dig til en gammel hund.
Lær dig selv at lave nye tricks. Vågn op med andre øjne, end du havde i i går. Se verden fra din næstes perspektiv.
Lad os lave kunst, stå i flammer, brænde ud. Lad os føle smerten og lære at bære den, løbe line og så blive den. Lad os brave i brunst, skåle med slanger og lange ud.
Lad os være alene, tage tilbage, fortryde og så gentage.
Jah, tyg på den, og mens i gør det, så lad os lige dvæle ved afslutningen, før den er her.
Lad os fejre den lidt endnu. Lad os kigge rundt. Og lad os kigge godt efter. Måske er det snart sidste gang, man ser nogen af de her ansigter.
Så sug dem lige til jer, inden den her tale er forbi.
Og lad mig lige tilstå noget. Jeg løj før.
Fremtiden starter ikke i morgen. I hvert fald ikke for mig. Jeg udsætter den til en gang i august, når jeg har svedt alkoholen helt ud. Det sidste stykke skal bare bruges på fejring og nydning.
Tak til Vejen gymnasium og Hf, fordi I skabte rammen. I dag er i sandhed en gave. Så tillykke med det.
I ser pisse godt ud, lød det fra Calle Vibild, der modtog stående bifald for sin tale.
(Fotos: migogvejen©)
