Når Patrick Cakirli onsdag morgen fortsætter sin lange vandring mod ensomheden, går turen fra Vejen Idrætscenter forbi Andst og ind i Kolding Kommune.
Undervejs vil han få følgeskab af eleverne på St. Andst Efterskole.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
I øjeblikket er der stor fokus på dårlig trivsel og ensomhed blandt unge mennesker.
- Når man er ordblind, kan det være svært at føle sig som en del af det store fællesskab i skoletiden. Det vil vi gerne være med til at sætte fokus på og tale om, lyder det fra St. Andst Efterskole.
Derfor skal eleverne nu ud at gå igen, som de var, da de deltog i Stafet for livet i Vejen (billedet øverst).
Patrick Cakirli har valgt at gøre opmærksom på ensomheden ved at gå i ugerne 32 til 41 gennem projekt »March mod ensomhed«.
Han må kun gå de 2000 km, hvis andre følger ham. Ellers skal han stå stille.
På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.
Ved Andst bliver han ikke alene.
- Et efterskoleophold kan give et ungt menneske det netværk og følelsen af at høre til, der betyder, at de kan komme videre i en ungdomsuddannelse med et øget selvværd. Derfor mødes vi med Patrick onsdag om formiddagen og går med ham forbi Store Andst Efterskole. Vi håber på at få en god snak med ham undervejs, lyder det fra St. Andst Efterskole.
I aften har skolens elever også deltaget i arrangementet i Vejen Idrætscenter, hvor Patrick Cakirli kom med et indlæg om »March mod ensomhed« - billedet nederst.