Bliver det CRH Concrete, Brørup, Schela Plast, Lindknud, eller Min Købmand i Sdr. Hygum, der skal modtage årets virksomhedspris i Vejen Kommune. Det afgøres i ugen efter påske.
12 lokale virksomheder er blevet indstillet til prisen og gives til en virksomhed, der har udmærket sig ved at gøre en ekstraordinær indsats for at fremme mangfoldighed og rummelighed på arbejdspladsen. I år er de tre nævnte virksomheder nomineret til at modtage prisen.
- Mange lokale virksomheder gør allerede en stor indsats for at skabe et rummeligt arbejdsmiljø til gavn for både den enkelte medarbejder og virksomheden som helhed. Med prisen ønsker Udvalget for arbejdsmarked og integration at synliggøre og anerkende virksomheder, der gør en ekstra indsats for at fastholde medarbejdere og hjælpe ledige, herunder ledige med særlige behov tilbage i beskæftigelse, siger Frank Schmidt-Hansen, udvalgets formand, i en pressemeddelelse.
Den vindende virksomhed modtager 10.000 kr. til aktiviteter for virksomhedens medarbejdere.
Komitéen, som har stået for udvælgelsen af de tre virksomheder, har følgende begrundelser for valgene:
CRH Concrete, Brørup:
Virksomheden er indstillet for andet år i træk. Der er i indstillingen lagt særlig vægt på, at virksomheden gør en stor indsats for integrationsborgerne i Vejen Kommune. Virksomheden er altid opsat på, at borgeren føler sig godt tilpas. Ligeledes fokuserer de meget på at være løsningsorienteret, og de prøver gerne borgerne af i mange afdelinger, hvis borgeren ikke føler, at han/hun er en del af den rigtige afdeling for dem.
Virksomheden stiller krav til de borgere, de tager ind i forløb og gør en indsats for, at borgerne udvikler de nødvendige færdigheder for at kunne begå sig på arbejdspladsen. Såfremt borgerne kan leve op til de krav, der er på virksomheden, honoreres de ofte med en ansættelse. Det gælder både borgere, der kan klare et job på ordinære vilkår, men også borgere, der har brug for ansættelse på særlige vilkår.
Ud over at virksomheden er meget rummelig og løsningsorienteret i forhold til sine medarbejdere, så bidrager virksomheden også mere generelt til en vækst i erhvervslivet i Vejen Kommune.
Schela Plast, Lindknud:
Virksomheden har et flerårigt fast samarbejde med Jobcenter Vejen. Virksomheden udviser en bemærkelsesværdig rummelighed overfor borgere, som er blevet helbredsmæssigt udfordret, og som for nogles vedkommende bevæger sig på kanten af arbejdsmarkedet med få arbejdsmæssige ressourcer og betydelig skånehensyn. Virksomheden yder en engageret og værdifuld indsats, og virksomhedens indsats har ofte afgørende betydning for de borgere, der via et forløb skal have udviklet og afdækket muligheden for beskæftigelse samt have genoptrænet faglige og sociale kompetencer. Virksomhedens måde at varetage mentorrollen overfor disse borgere viser et ekstraordinært engagement og en stor forståelse for den enkelte borgers behov.
Min Købmand, Sdr. Hygum:
Virksomheden indstilles på baggrund af deres store sociale ansvar og gode menneskelige egenskaber. Virksomheden er god til at sige tingene, som de er, og er gode til at stille krav og følge op på de aftaler, der er indgået. Virksomheden er god til at tilrettelægge arbejdsopgaver og arbejdstider, så borgerne bedst muligt kan løse arbejdsopgaverne. De er gode til at se muligheder i borgere, der kan have svært ved at vinde indpas på arbejdsmarkedet. Endvidere lægges der vægt på, at virksomheden via en engageret indsats fra købmanden, alle ansatte og bestyrelsen fastholder et butiksliv i et mindre lokalområde til glæde for hele områdets beboere, der støtter op om projektet.
(Arkivfoto: LLN Press©)