Følg migogvejen på Facebook  

Brandfolkene fra Vejen var hurtigt fremme ved uheldsstedet på Koldingvej ved Andst i går, men reelt var det slet ikke stationen i Vejen, der skulle være kommet med hjælpen. Den skulle være kommet fra brandfolkene i Lunderskov, der har omkring fem kilometer kortere til uheldsstedet ved Rolykkevej og derfor have været endnu hurtigere fremme.

Den kritik, der tidligere på året blev rettet mod TrekantBrand om ikke at efterkomme hensigten i Beredskabsloven om at sende det nærmeste brandvæsen, kan kun gentages.

Selvom flere kommuner er gået sammen, fungerer samarbejdet ikke på tværs af kommunegrænserne.

- Det er ikke godt nok. Vi bør kunne finde ud af at køre fra nærmeste brandstation, sagde formanden for TrekantBrand, Billunds borgmester, Ib Kristensen(V), dengang til TV Syd.

Det er stadig ikke tilfældet, og lidt pudsigt var en udrykning til netop Rolykkevej i sommer et af de eksempler, der blev brugt, da kritikken kørte i januar. Dengang var det også brandfolkene fra Vejen, der blev kaldt og ikke Lunderskov. Kommunegrænsen er stadig en barriere.

»migogvejen« har spurgt den nyansatte beredskabsdirektør i TrekantBrand, Jarl Vagn Hansen, om udrykningen i går. Han er bekendt med formandens udtalelser og de tidligere sager, men som han skriver i en mail til »migogvejen«:

»Den meget korte forklaring er den, at arbejdet med den risikobaserede dimensionering i TrekantBrand er genstartet i en ny proces«.

»Slukningsdistrikter er reguleret som en delproces igennem den risikobaserede dimensionering (serviceniveauet). Alene arbejdet med dette område er en forholdsvis kompliceret proces, som ikke blot indbefatter et par nye streger på et kort«, lyder det videre fra direktøren, der heller ikke lover noget om, hvornår folk kan forvente at få hurtigst mulig hjælp.

»Jeg kan ikke endnu give en tidshorisont på, hvornår det rent faktisk bliver tilrettet for TrekantBrands vedkommende, udover at det er ganske klart, at nærmeste relevante slukningsenhed skal ankomme til adressen«, noterer Jarl Vagn Hansen overfor »migogvejen«.

Som tidligere omtalt blev det første udkast til en dimensioneringsplanen for TrekantBrands område forkastet, og efterfølgende valgte direktøren at sige farvel. Nu arbejdes der med den nye dimensionering for hele området, og den bliver næppe en realitet og implementeret denne side årsskiftet.

(Foto: LLN Press©)