LOKALPLAN: Byrådet sagde god for, at lokalplan 301 kan sendes i høring. Den omhandler rekreative formål ved Golfvej i Jels. Formålet med planen for området ved golfklubben er bl.a. at fastlægge lokalplanområdet til rekreativt område med anvendelse til ferie- og kongrescenter med mulighed for sports- og idrætsanlæg samt golfbaneanlæg, at give mulighed for opførelsen af ferielejligheder eller feriehytter og at give mulighed for at udvide faciliteter til golfbanen samt etablere nye idrætsaktiviteter.
Udkastet til lokalplanen kan ses her:
https://vejen.viewer.dkplan.niras.dk/plan/41#/lokalplanid/1000/18018
migogvejen.dk har tidligere omtalt projektet:
https://migogvejen.dk/rodding/4560-hytter-til-golf
* * *
MEDLEM: Bodil Baagø (F) afløser Anker Ulsdal (F) i byrådet i den periode, hvor han er sygemeldt under sit behandlingsforløb. Et punkt, der ikke gav kommentarer. Om skiftet kan du læse mere:
https://migogvejen.dk/nyheder/navne/4871-politiker-sygemeldt
* * *
UDVIDELSE: Byrådet sagde god for, at Rødding Centret må optage et lån for at nå i mål med det beløb, centret selv skal skaffe i forbindelse med udvidelsen. Der må lånes op til 2,5 millioner kroner, der skal afvikles over 10 år. Samtidig blev der sagt ja til, at der frigives 14 millioner kroner til projektet.
migogvejen har tidligere omtalt sagen:
https://migogvejen.dk/rodding/4813-ja-til-renovering
https://migogvejen.dk/rodding/4796-naede-ikke-i-mal
* * *
UKRUDT: Bekæmpelse af ukrudt er dyrere uden brug af pesticider. I forhold til det afsatte budget koster det 460.000 kroner mere om året, og det sagde byrådet ja til at finde ved budgetopfølgningen i udgangen af marts.
migogvejen har tidligere omtalt, at pesticider er billigere i kampen mod ukrudt:
https://migogvejen.dk/vejen/4274-pesticider-er-billigere
* * *
ARKÆOLOGI: Byrådet sagde ja til, at der gives et rådighedsbeløb på godt 1,1 millioner kroner til arkæologiske og geotekniske forundersøgelser.
På investeringsoversigten er der hvert år afsat puljebeløb til arkæologiske og geotekniske forundersøgelser, som kan anvendes til bolig- og erhvervsområder, forinden lokalplanlægning og byggemodning af områder igangsættes. Puljen kan også anvendes ved opkøb af ejendomme og arealer. Dermed sikres, inden der disponeres over arealer, at de er egnet til byggemodning, samt at de er forundersøgt for arkæologiske fund.
Byrådsmedlemmerne må lige som andre sidde hjemme, når de skal »mødes«. Byrådsmødet kunne som altid følges via kommunens hjemmeside.