Den planlagte koncert med Kim Larsen i en fyldt Troldesal i Vejen lørdag 27. januar er aflyst grundet sygdom.
Folkekære Kim Larsen har fået konstateret kræft.
Den triste melding kommer på Facebook:
»Kim Larsen & Kjukken er desværre tvunget til at aflyse de kommende koncerter i januar, februar og marts.
Kim Larsen fik i december konstateret kræft i prostata. Han er allerede i behandlinger og har derfor ikke kræfter til vinterkoncerterne.
Kim Larsen udtaler:
- Jeg undskylder mange gange overfor både publikum og arrangører. Jeg er ved at blive en gammel nar, og meget imod min vilje har jeg måttet indse, at jeg har brug for ekstra tid til at komme i spilleform igen. Men jeg regner bestemt med at være klar til sommer.
Billetter til vinterturnéen refunderes, hvor de er købt. Er de købt på nettet, vil pengene typisk blive refunderet automatisk. Ved spørgsmål vedr. billetter henviser vi til det lokale koncertsted.
Som det fremgår, forventer vi at gennemføre de annoncerede sommerkoncerter«, lyder det i opslaget underskrevet med venlig hilsen af impresario Jørn Jeppesen.
Det var basketballklubben i Vejen, der havde fået den vellidte Kim Larsen til byen, og flere end 1000 billetter var solgt på mindre end en time.
- Jeg er ked af, at vi må skuffe gæsterne, men jeg håber, Kim Larsen bliver frisk, så vi kan præsentere ham en anden gang, siger formanden for basketballklubben, Morten Jensen, til »migogvejen«.