Parkeringspladserne på hjørnet af Fr.d.VII’s Gade og Nørregade i Vejen forsvinder – i hvert fald som offentlige parkeringspladser.
Vejen Kommune er klar til at sælge arealet – inkl. det lille »torv« ud mod Nørregade - til Nielsen & Hjort Invest ApS.
Nielsen & Hjort Invest ApS har ønsket at købe de offentlige p-plads ved vejkrydset, da de ejer ejendommene Fr. d. 7’s Gade 2 A og 2 B og vil opføre nye etageboliger på ejendommene. I den forbindelse vil de benytte p-pladsen som en privat p-plads for de kommende beboere.
Der er samtidig lavet en aftale mellem Nielsen & Hjort Invest ApS og ejeren af ejendommene Fr. d. 7’s Gade 2 og Nørregade 108 om vejadgang og råderet over parkeringspladser til nævnte ejendomme.
Det vurderes fra kommunal side, at p-pladsen ikke har almen offentlig parkeringsmæssig betydning.
Kommunens salg skal nu behandles i økonomiudvalget, men er godkendt i udvalget for teknik og miljø.