Følg migogvejen på Facebook  

Områdets byfester, sportsfester, julefrokoster og lignende er reddede - i hvert fald på overordnet plan.

Det er boligministeren, der kommer med en hjælpende hånd og freder de lokale fester og dropper de enorme udgifter, der var på vej for at få pladserne godkendt.

 

(læs mere under annoncen)

CS Pølsemageri - smørrebrød

 

 

I et par uger har foreninger og andre aktører undret sig over de udgifter, der skulle pålægges små foreninger, men i en nyhed slår Transport- og Boligminsteriet fast:

Det bliver hverken dyrere eller mere besværligt for frivillige foreninger og andre at holde markeder eller byfester, hvor kommunernes tekniske byggesagsbehandling efter planen skulle afskaffes.

Boligminister Kaare Dybvad Bek har efter sidste uges debat om de problemer, som frivillige kræfter pludselig kan komme til at stå over for, bedt Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen om at gå reglerne efter i sømmene. Resultatet af dette arbejde er, at reglerne for netop denne type arrangementer ikke bliver ændret, når det nye Bygningsreglement træder i kraft ved årsskiftet.

- Jeg er utrolig glad for, at de mange frivillige foreninger, der i dag gør en kæmpe indsats for at afholde disse folkelige arrangementer, fortsat kan gøre det på de samme vilkår, som gælder i dag. Set fra regeringens side er de frivillige kræfter et vigtigt omdrejningspunkt for de begivenheder og kulturelle aktiviteter, der er med til at binde befolkningen sammen ude i de enkelte lokalområder. Derfor er vi naturligvis kun optaget af, at spejderklubber, idrætsforeninger og andre kan fortsætte det gode arbejde, siger Kaare Dybvad Bek på ministeriets hjemmeside.

Boligministeren blev i sidste uge af foreningslivet for by- og markedsfester gjort opmærksom på, at afskaffelsen af den tekniske byggesagsbehandling ikke var hensigtsmæssig for netop afholdelse af markeder, byfester og festivaler, og at det i nogle tilfælde ville være alt for omkostningstungt at få brandgodkendelser af disse arrangementer.

Efter høringssvar og drøftelse med branchen og med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er det derfor nu besluttet, at det fortsat skal være muligt for de pågældende arrangementer at få teknisk byggesagsbehandling hos kommunen.

Det vil også være muligt at få godkendt sin dokumentation af en certificeret rådgiver, hvis den pågældende arrangør ønsker det.

Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen vil skrive ind i bygningsreglementet (BR18), at arrangører af markeder, byfester og festivaler mv. også fra den 1. januar 2020 vil kunne vælge at få foretaget teknisk byggesagsbehandling hos kommunen, som det er tilfældet i dag.

Reglerne vil således være en videreførelse af de administrative regler for de nævnte arrangementer, som de er i dag. Sikkerhedsniveauet vil ligeledes være det samme.

Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen vil desuden udarbejde en række vejledninger rettet mod de forhold, som foreningslivet oplever som problematiske i forbindelse med reglerne.

Vejledningerne forventes at være færdige inden årsskiftet.

For byggeri i øvrigt gælder der, at den kommunale tekniske byggesagsbehandling afskaffes som planlagt.

Afskaffelsen af kommunernes tekniske byggesagsbehandling og indførelse af en certificeringsordning for brand og konstruktion blev med bred opbakning vedtaget af Folketinget i 2016. Det nye bygningsreglement (BR18) og bekendtgørelse om certificeringsordning for dokumentation af tekniske forhold i bygningsreglementet trådte herefter begge i kraft 1. januar 2018 med en overgangsperiode, der udløber 31. december 2019.

(Dronefoto: Arkivfoto LLN Press©)