Hos Madservice Vejen har et strømspareprojekt betydet en besparelse på tusindvis af kroner, og det sænker prisen på maden.
Det handler mest om at gøre tingene lidt anderledes.
(læs mere under annoncen)
En anden film til at pakke madvarer ind har betydet, at maskinens temperatur er sænket med 45 grader. De store opvaskemaskiner bliver tændt lidt senere om morgenen, og de står stille, når der er pauser.
Det er blot nogle af de tiltag, som har betydet, at man i køkkenet hos Madservice Vejen i Holsted har formået at spare omkring 10 procent af strømforbruget.
Det giver en årlig besparelse på mere end 55.000 kroner.
I et samarbejde mellem Madservice Vejen, kommunens energikonsulent og Ken Storkøkken er det lykkedes at spare mange penge.
- Vi vil hellere bruge penge på gode råvarer fremfor på overflødig strøm, konstaterer Gitte Larsen, leder af Madservice Vejen i en pressemeddelelse fra kommunen.
Ken Storkøkken leverer maskiner til store og små industrikøkkener, deriblandt Madservice Vejen, og har efterhånden en del erfaring med de strømbesparende projekter.
- Rigtigt meget handler om vane. Når man får fokus på det, så begynder folk at tænke på det og snakke om det. Alle vil jo gerne spare strøm, siger Lars Janke, energikonsulent hos firmaet.
Projektet begyndte med, at der blev sat målere på alle maskiner hos Madservice Vejen. Alt fra opvasker til ventilation, køl og frys.
For at få en reel måling af forbruget fik medarbejderne ikke at vide, at der blev lavet målinger. Det skete først ved et kickoff arrangement efter 14 dages måling, og så engagerede alle sig i at lave om på vaner og tænke lidt mere over måden at bruge de elektriske apparater på.
- Det her falder rigtigt godt i tråd med vores øvrige energiprojekter i Vejen Kommune. Meget handler om adfærd, og det var dejligt, at der kom nogle udefra og tog hånd om det, forklarer Jakob L. Nielsen, der er energispecialist ved Vejen Kommune.
En af de medarbejdere, som skulle ændre vaner, er Jytte Thøstesen, som arbejder i pakkeriet.
- Det har været sjovt at være med til. For eksempel har vi sænket temperaturen på en af vores maskiner fra 180 grader til 125 grader, fordi vi har skiftet den film, vi pakker i. Man er også mere obs på at få lukket porten med det samme, det betyder meget, siger hun i pressemeddelelsen.
Der er indført nye rutiner på en række områder. Blandt andet bliver opvaskemaskinen tændt end halv time senere, end den gjorde før og det samme gælder sous vide-karret. Men det er ikke alt, der skal ændres på for at spare strøm.
- Hvis man finder ting, der sparer bas-ører, men det bliver for bøvlet, så skal det ikke gøres, fastslår Jakob L. Nielsen i pressemeddelelsen.
Fakta:
Besparelsen er på omkring 10 procent og svarer til 6835 kilo mindre udledt CO² om året.
De sparede kroner får Madservice Vejen ikke selv råderet over, men fordi alle omkostninger er regnet med i fritvalgsprisen, som borgerne skal give for maden, så får borgeren et billigere produkt, fordi udgifterne er blevet mindre.
Foto: Jakob L. Nielsen (t.v.) energirårdgiver i Vejen Kommune - har sammen med Gitte Larsen, leder af Madservice Vejen, Jytte Thøstesen, medarbejder i Madservice Vejen, og Lars Janke, energikonsulent gennemført strømspareprojektet. (Foto: Vejen Kommune)