CYKLING: Oprindelig var Vejen Bicycle Clubs årlige landevejsløb programsat til søndag 9. september.
Rod og manglende kommunikation i Distrikt Jylland Fyn, der har ansvaret for årsprogrammet, bevirkede, at den lokale arrangørklub pludselig var afskåret fra at få eliteklassen til start.
- Det var selvfølgelig meget utilfredsstillende. Vi fandt det uacceptabelt og var faktisk klar til helt at aflyse, forklarer Jesper Sloth Hansen, formand for Vejen Bicycle Club.
- Af lidt uforklarlige årsager dukkede lørdag 25. august imidlertid pludselig op som en mulighed for os. Det kolliderede så lige med både hundeudstilling og Stafet for livet ved Vejen Idrætscenter, samtidig med, at politiet ikke med så kort varsel kunne sikre os den fornødne eskorte. Alternativet blev derfor en tempo-start også kaldet enkeltstart med udgangspunkt fra friskolen i Læborg, forklarer formanden.
Den korte tilmeldingsperiode taget i betragtning var deltagerantallet på et stykke over 100 deltagere absolut tilfredsstillende, og arrangementet blev på trods af regnen et vellykket arrangement - og vigtigst af alt uden uheld.
Eneste anke fra juryen var de lidt for mange biler på ruten.
Eliteklassen blev ikke overraskende vundet af den danske enkeltstartsmester Martin Toft Madsen fra BHS Almeborg Bornholm, som jo heller ikke er nogen hr. hvemsomhelst. Martin Toft er faktisk pt verdens næsthurtigste på en times kørsel på bane med 53,619 km, kun slået af englænderen Bradley Wiggins.
I Læborg blev Toft Madsens gennemsnitstid for de 25 km 51 km i timen. Helt fortjent, at et af Super Dæks store præmier røg med til Bornholm.
Vejen B.C. fik selv to ryttere på podiet.
Alan Kehlet (billedet) vandt klassen H70, og Peter Madsen blev nr. to i D-klassen blot tre sekunder fra podiets øverste trin.
Kent Jensen i H50 kørte sig til en femteplads, mens Kim A. Mikkelsen blev nr. 5 i C-klassen.
(Foto: LLN Press©)
-