Tre danske kørere og tre udlændinge.
Sådan ser truppen for Holsted Tigers ud i speedwaysæsonen 2024.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Rasmus Jensen overtager posten som førstekører efter klubbens farvel til Nicki Pedersen.
Yderligere er der genvalg til Bastian Pedersen og Rene Bach.
Svenske Jacob Thorssell tager endnu en sæson for Holsted Tigers. Den 30-årige svensker kom til Holsted Tigers i 2022, hvor han kørte seks matcher og scorede 64 points. I sæsonen 2023 blev det blot til to matcher og 18 points.
- Vi har stor tiltro til Jacob. Han har igennem mange år tilhørt den absolutte elite i svensk speedway. Endvidere har han stor erfaring fra både svensk, polsk og britisk speedway, siger holdleder Lars Munkedal til klubbens hjemmeside.
Den finske landsholdskører, Timo Lahti, vender tilbage til Holsted Tigers, hvor han også kørte i 2013, 2014 og 2016. Senest har han i 2022 og 2023 været på kontrakt hos Region Varde.
Yderligere er der skrevet kontrakt med den 22-årige polske speedwaykører Wiktor Lampart.
Navnet Lampart er ikke ukendt i Holsted, for i årene 2015-2018 kørte Wiktors storebror, Dawid Lampart, for Holsted Tigers. Wiktor har naturligvis hørt lidt fra sin storebror, men ellers kender han ikke meget til dansk speedway.
- Jeg glæder mig til at vise mig frem i den danske liga, og jeg har heldigvis fået min storebrors tidligere mekaniker tilknyttet, så han har en masse viden om de danske baner, forklarer Wiktor Lampart.
- Wiktors tidligere løb i Danmark (Outrup) har været for det polske landshold, som han fire gange har vundet U21 hold-VM med, skriver klubben.
Holsted Tigers trup for 2024:
Rasmus Jensen, Bastian Pedersen, Rene Bach, Jacob Thorssell, Wiktor Lampart og Timo Lahti.