FODBOLD: En alvorlig skade afbrød Bækkes lokalopgør i serie 4 i Vorbasse.
En af Vorbasse-spillerne kom efter 27 minutter i første halvleg til skade under et tilbageløb og brækkede anklen.
Der blev rekvireret ambulance, men der gik omkring tre kvarter, inden spilleren kunne bringes til sygehuset.
- Vi blev enige med Vorbasse om at afbryde kampen, fortæller Bækkes træner, Klaus Schmidt.
Spillerne havde ikke lyst til at spille igen, og det ville blive mørkt, inden kampen var færdigspillet.
- Stillingen var 0-0, da uheldet skete, men vi spiller en helt ny kamp, fortsætter Klaus Schmidt.
Klubberne har endnu ikke sat en dato på for kampen.
Fredag aften skulle Kolding B have været på besøg i Bække, men gæsterne meldte til stor ærgrelse afbud, så i stedet for en turneringskamp blev der spillet et opgør mellem lokale spillere.
De tre points ender hos Bække SF.
* * *
FODBOLD: I tredje forsøg lykkedes det for Rødding IF at hente den første sejr i serie 2.
Et mål af Oskar Tygesen efter 27 minutter blev kampens afgørelse, da Røddingholdet i dag vandt hjemmekampen mod Haderslev fK med 1-0, hvormed sæsonens første points var hjemme.
* * *
FODBOLD: I sidste uge måtte Vejens serie 2 hold se en føring på 2-0 ende i uafgjort 2-2.
I hjemmekampen mod Bylderup/B var det omvendt.
Gæsterne bragte sig i første halvleg foran med 2-0, men på mål af Anders Meyer og Jonathan Datsomor fik Vejen bragt balance i regnskabet til slutresultatet 2-2.
FODBOLD: Sdr. Hygum B hentede et enkelt point ved at spille uafgjort 2-2 i hjemmekampen mod mod Hviding IF/Kvik 70 i fodboldspillernes serie 3.