Følg migogvejen på Facebook  

På torsdag er Vejen startby for tredje etape - Kongeetapen - i årets PostNord Danmark Rundt.

Fra Vejen kører rytterne en længere tur her i kommunen.

Herunder en af de artikler om etapen, du kan læse i e-bladet, https://issuu.com/lln-press.dk/docs/kongeetapen-2023 :

Havde det ikke været for et alvorligt styrt i 2021, havde den  27-årige lokale rytter, Jesper Schultz, været med i feltet, der 17. august kører rundt i området.

- Det ville da have været fedt at være kørt ind i Rødding på etapen, men sådan bliver det desværre ikke, konstaterer Jesper Schultz, der har været nødsaget til at lægge cykelsporten på hylden - i hvert fald som rytter.

- Jeg styrtede i syvende og sidste etape i Tour de Bretagne, hvor jeg brækkede overarmen. Det viste sig at være et specialbrud, og jeg har i dag ingen følelse i højre arm, noterer Jesper Schultz.

Han var indlagt på sygehuset i det franske, men det blev besluttet, at han skulle  behandles i det danske sundhedsvæsen.

- Vi kørte hjem i bil. Det tog 15 timer, og jeg var et par gange ude for at brække mig grundet smerter, fortæller Jesper Schultz.

Han kørte på det tidspunkt for Riwal Readynez og havde kontrakt med ColoQuick i 2022.

Følgerne betød dog, at han har været nødt til at stoppe sin karriere som aktiv rytter.

- Det er en træls måde at skulle slutte på. Jeg kæmpede for det, men jeg vidste reelt godt, det var slut, konstaterer Jesper Schultz, der i dag hjælper i CeramicSpeed Herning CK Elite som amatør.

Han giver sine erfaringer som rytter videre til nye ryttere.

Fire gange Danmark Rundt

Fire gange har Jesper Schultz været på cyklen under PostNord Danmark Rundt og har nydt det.

- Det har været fedt at opleve de mange tilskuere på etaperne, og det har altid været fedt at køre på bakkerne i Vejle, hvor jeg gik på HHX og boede og trænede og derfor kendte rigtig godt.

Han har også kørt med en række af de danske ryttere, vi så under årets Tour de France. Det er sket på landshold, men også på andre hold.

- Jeg kørte bl.a. på hold med Jonas Vingegaard et år, fortæller Jesper Schultz, der i 2018-2019 kørte hos Bjarne Riis på Virtu Cycling.

- Selvom jeg ikke længere må cykle, har jeg heldigvis stadig kontakt til mange af de ryttere, siger den lokale rytter, der i dag har skiftet cyklen ud med et studie på universitetet i Kolding, hvor han læser   HA - digitalisering  og forretningsudvikling.

Dansk mester

Jesper Schultz, der er vokset op i Tornum, var i øvrigt på lidt af en omvej, inden han slog sig ned på netop cykelsporten.

- Jeg spillede fodbold, men startede så på triatlon i Rødding. Jeg syntes dog, det var lidt kedeligt at løbe og svømme, noterer han.

Det viste sig at være et klogt valg, og han blev dansk mester i U15, og derfra valgte han cyklen. Han cyklede for klubben i Vejen, der på det tidspunkt havde mange aktive medlemmer.

Inden cykelsporten blev det foretrukne, nåede han også at vinde DM i duatlon.

(Foto: migogvejen©)

Kongeetape

(tryk på annoncen og se mere)