Følg migogvejen på Facebook  

Det bliver alt andet end en traditionel skolestart for 17-årige Bastian Fallesen efter sommerferien.

I stedet for en start på 1.g på gymnasiet i Aarhus kalder USA på hans basketball-talenter.

(læs videre under annoncen)

Dagli' Brugsen - Askov - marts 2023

(tryk på annoncen og se mere)

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, konstaterer Bastian Fallesen overfor migogvejen.

En drøm, der handler om at spille basketball i det amerikanske og gerne på sigt at kunne leve af det.

- På opholdet derovre vil jeg finde ud af, hvad jeg gerne vil. Om det virkelig er basketball, jeg vil leve for og prøve at komme ind på den store scene, konstaterer Bastian Fallesen.

At han har talenter, er der ingen tvivl om. Han har været med på landsholdet i sin aldersklasse, og det er ikke gået ubemærket hen - heller ikke i USA.

Derfor blev Bastian Fallesen kontaktet for nogle måneder siden, og aftalen kom i hus, og flybilletten er klar til afgang i morgen.

- Jeg bliver kontaktet, efter de har fulgt mig på Instagram. De har haft en kontakt i Italien til at følge mig i tre år, fortæller Bastian Fallesen.

I stedet for gymnasiet i Aarhus gælder det derfor et ophold på en highskole i byen Layton i staten Utah - en aftale, der foreløbig løber et år.

Her kommer han under træner Casey Stanleys vinger. Han er blevet ansat på den konkrete highskole og vil hæve træningen til college-niveau.

- Vi får mindst to en halv times træning fem dage om ugen, og i weekenderne er der mulighed for individuel træning, forklarer Bastian Fallesen.

Han skal nu til at slå over til rent engelsk på den internationale skole, hvor han kommer til at bo med fem-seks andre unge, og han er eneste dansker.

- Jeg glæder mig helt sikkert til at skulle af sted. Jeg har altid gerne villet til USA, og nu er det alvor, konstaterer det 17-årige baskettalent fra Maltbæk, der tidligere har spillet i BKV'81.

Aftalen i Utah løber til udgangen af maj, og familien må også undvære Bastian Fallesen herhjemme i julen. I slutningen af december og starten af januar skal skolen deltage i stævner i bl.a. Las Vegas og Californien.

Undervejs i skoleåret skal der spilles en skoleturnering i staten og møde skolehold fra andre stater.

(Foto: migogvejen©)