Lørdag afviklede Vejen Danseforening sæsonens afdansningsbal, hvor foreningens brede pallette af dans blev vist frem.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- I Vejen Danseforening er der plads til alle. Det var tydeligt for enhver, der sad på tilskuerpladserne til afdansningsballet. Nogle af de alleryngste medlemmer skulle lige have et ekstra kram fra forældrene på tribunerne, før gulvet kunne betrædes med nerverne nogenlunde i ro – og det kan man godt forstå, for det kræver mod sådan at stille sig op foran et publikum. Men så blev der altså også danset både vals, cha-cha-cha og showdans på de små fødder, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Programmet bød både på showdans fra store og små, fremvisning af balletøvelser, som er en fast del af dansetræningen på nogle hold og standard- og latindans på både begynder- og eliteniveau.
Som noget nyt dansede også foreningens voksne medlemmer, der danser på voksenholdene for pardans og ladydans, til afdansningsballet.
Normalt giver foreningens stifter, formand og danselærer, Mila Ponomarenko, særlig opmærksomhed til enkeltstående medlemmer, der har ydet en særlig indsats, men i år fik alle foreningens medlemmer en medalje med sig hjem:
- I år har I alle sammen kæmpet hele sæsonen med hver jeres ting. Nogle har knoklet med at lære bestemte trin, andre med at overvinde deres generthed på dansegulvet eller at huske at smile, mens de danser. Og det er bare så flot. Jeg glæder mig allerede til at danse med jer i næste sæson, sagde Mila Ponomarenko under sin tale.
Hun går dog ikke helt på sommerferie som danselærer endnu, selvom afdansningsballet officielt markerer sæsonens afslutning:
- Vi har flere spændende konkurrencer i kalenderen de næste måneder, så vores konkurrencedansere fortsætter med at danse lidt endnu.
Foreningens fejrede også otte års fødselsdag, og ønsket er flere danseglade drenge.
I dag har foreningen 79 medlemmer – 29 voksne og 50 børn.
(Fotos: PR-fotos)