FODBOLD: Føvling/Stenderup UI hentede den tredje sejr på stribe i fodboldspillernes serie 3.
Udekampen mod Skærbæk BK blev vundet med 2-0 på mål af Søren Tækker Jensen og Jannick Knudsen.
Lørdag kommer Esbjerg fB på besøg i et ægte topbrag. Gæsterne har hentet 10 points i fire kampe.
* * *
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
FODBOLD: Brørups serie 4 hold vandt dagens hjemmekamp mod Kolding B med 3-1 og holder dermed ved i den bedste ende af rækken.
Fredag aften spiller Brørupholdet på udebane mod det ubesejrede tophold, Sarup UIF.
* * *
FODBOLD: Efter sæsonens første tre kampe er Sdr. Hygums serie 4 hold fortsat uden point.
Udekampen mod Christiansfeld IF blev tabt med 1-3.
* * *
FODBOLD: Vejens U19-hold hentede den tredje sejr på stribe, da topopgøret på udebane mod Gauerslund IF blev vundet med 3-2.
Om kampen skriver træner Jan Olesen bl.a.:
- Det var ikke den bedste start, vi fik, må man sige. De scorer efter få minutter på en dødbold. Den var hård ved os, og vi var under pres de næste 20 min. Det var lidt vores egen skyld, for vi stod ikke tæt nok på vores markering. Vi vandt ikke mange dueller, men ud af ingenting så score vi selv på et hjørnespark, hvor Luca Basile lægger den flot ind, og lige så flot header Hassan Meqdad den i målet til 1-1.
- Vi får snakket godt i halvlegen og ved godt, vi skal op i gear, hvis vi ville have noget med hjem. Det bliver igen sådan lidt noget rod i starten af 2 halvleg, og vi bliver straffet på en dødbold igen.
- Heldigvis er vi så stærke i troen, at hvis man kæmper og vil det, så lykkes det som regel. Det blev bevist efter en god gang fight midt på banen, hvor Malthe Skov går dybt, men bliver lige holdt ulovligt tilbage og bremset i et løb mod deres mål. Frispark 5-6 meter uden for feltet, og Luca Basile udfører sparket med et følt spark ind til 2-2 efter 66 min.
- Så var spørgsmålet, om vi kunne gøre det færdigt, eller vi var tilfredse med 2-2. Trætheden meldte sig hos begge hold, men som før så er vi bevidste om, at hvis vi er trætte, så er vores modstander også. Vi holdt stand og lagde mere på de sidste minutter, og da de dummede sig med to gule kort i kampen, var de møre. Vi lagde det sidste pres, og vi scorer i det 89 min, hvor vi på et indkast, som Hassan Meqdad header videre, og Mathias Kodal flot får sendt videre til Gustav Rattenborg, som iskoldt sætter den ind midt i målet til 3-2.