Samtidig med starten på skolernes sommerferie, er starten til nogle af sommerens mange sportsskoler startet - og deltagerne har det varmt.
Det kræver masser af væske, og som det ovenstående foto viser, er deltagerne på DGIs fodboldskole i Askov klar over det - og nej, det er ikke noget med, at vi har stillet dem op for at få billedet.
De havde det varmt, og der var faktisk enkelte spillere, der var nød til at tage hjem i løbet af dagen.
Ved starten mandag morgen var der 154 spillere i alderen 5-14 år, og det er rekord for skolen i Askov. Det er samtidig også første gang, at fodboldskolen afvikles i den første uge af skolernes sommerferie.
Ud over lokale spillere fra Askov/Malt UI er der deltagere fra bl.a. Vejen, Hovborg, Brørup, Andst og Lunderskov.
Der er også 29 trænere, tre i køkkenet og tre ledere.
Skolen er i gang hver dag mellem klokken 10 og 15, og i løbet af ugen har klubben planlagt forskellige aktiviteter ud over selve fodbolden - og det tegner til en varm oplevelse.
(Foto: LLN Press©)