Fodbolden i området får ny direktør.
Morten Randløv, 45 år, tiltræder 1. februar posten som direktør i DBU Jylland med hovedsæde i Aarhus.
Han afløser Ove Lyhne, der har været direktør siden 1994 og som efter eget ønske har valgt at fratræde stillingen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Morten Randløv blev udvalgt til direktørposten fra et meget stærkt felt på 70 ansøgere og kommer fra en stilling som centerchef for udsatte børn og unge i Aarhus Kommune, hvor han har været leder for omkring 270 medarbejdere, lyder det fra DBU Jylland.
- Desuden har han en stærk baggrund i fodboldverdenen, hvor han trådte sine første fodboldstøvler som fem-årig i Gødvad. Med tiden tog han springet fra bredde til elite og blev divisionsspiller i bl.a. Silkeborg IF og AC Horsens. Efterfølgende har han været involveret i fodboldverdenen som frivillig, både som træner og som bestyrelsesmedlem, lyder det videre.
Morten Randløv ser frem til sine nye udfordringer med store forventninger:
- Jeg har været utrolig glad for min tid i Aarhus Kommune, men dette er lidt af et drømmejob for mig. Jeg vil ikke alene være stolt over at repræsentere og gå i front for DBU Jylland. Som menneske abonnerer jeg også på fodboldspillets grundlæggende værdier for den enkelte og for fællesskabet, og jeg tror på, at vi skal værne om og udvikle den danske frivillighedskultur til gavn for både fodbolden og alle de børn og unge mennesker, der brænder for sporten, siger Morten Randløv.
Ove Lyhne har opsagt sin stilling pr. 31. december 2023, hvorfor han fortsætter i DBU Jylland efter Morten Randløvs tiltrædelse. Hvilke opgaver, han skal løse, aftales med den nye direktør.
(Foto: migogvejen©)