DBU Jylland Region 4’s administration rykker 1. februar til Vejen og forlader dermed Glejbjerg Fritidscenter.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Efter mange gode år i Glejbjerg flytter DBU Jylland sit sydlige kontor til komplekset omkring Vejen Idrætscenter - nærmere betegnet sportshotellet - hvor personalet får adgang til rummelige kontorforhold og moderne mødefaciliteter, lyder det fra DBU Jylland.
- Regionskontoret er i løbet af det seneste år blevet tildelt flere opgaver. Det har betydet, at vi har fået behov for flere kvadratmeter. Desuden har vi manglet plads til, at vores klubrådgivere og kommunekonsulent kan sidde og arbejde hos os engang imellem. Det er der et stigende behov for. F.eks. når vi skal koordinere forskellige klub-aktiviteter. De nye faciliteter i Vejen opfylder disse behov, og desuden giver det os mulighed for at holde flere af vores bestyrelses- og udvalgsmøder tæt på vores dagligdag i administrationen, forklarer Region 4’s områdechef Martin Clausen.
I alt fem personer har fast base på Region 4’s kontor, herunder medarbejdere, som løser centrale opgaver for DBU Jylland (bl.a. dommerpåsætning og kommunikation), men blot har fysisk placering i Region 4.
- Desuden betyder placeringen i Vejen, at vi fortsat vil være centralt og praktisk placeret for mange af vores frivillige, tilføjer Martin Clausen.
Region 4’s personale administrerer bl.a. alle 3-, 5- og 8-mandsfodboldaktiviteter i det syd- og sønderjyske område og også en række vinterfodbold-aktiviteter.
Desuden har regionskontoret siden 1. januar 2022 fået flere opgaver omkring uddannelses-, børnefodbold- og dommerområdet.
Det er ikke mindst den positive udvikling i samarbejdet med de jyske kommuner, der har givet ekstra opgaver til DBU Jyllands regioner.