For første gang i flere år rundede deltagertallet ved aftenens Frøs Løb i Vejen igen de 1000.
Helt præcist var der meldt 1036 til, og de kom på en varm tur, hvad enten de valgte turen på 3,9 eller 8,7 km, og der var brug for masser af væske.
Louis Poulsen A/S havde med 173 tilmeldte det største hold tæt forfulgt af Vejen Gymnastikforening med 168. Skibelund Gymnastik- og Efterskole havde meldt 142 til, mens der var 129 fra Solar.
Jesper Momsen Bertelsen, Byparken Brørup, med startnummer 1022 var hurtigst på den korte korte, som han løb på 14.55. På de næste pladser i den samlede stilling kom Troels Melvang, Vejen, med nummer 1034 og Magnus Troen, Skibelund Gymnastik- og Idrætsefterskole, med nummer 383 men de tre stillede faktisk op i tre forskellige aldersklasser.
Camilla Urup Colstrup (nr. 430) kom ind som nummer fire og var hurtigste kvinde og vandt samtidig sin klasse, 11-15 år.
På den lange rute var Allan Lund Potter, Brørupskolen, hurtigst. Hurtigste kvinde var Katja Bjerre, Læborg Runners, der i det samlede felt løb ind som nummer 15.
Bag arrangementet står Vejen Gymnastikforening og Vejen Sportsforening sammen med Frøs Sparekasse.
(Dronefoto + foto: LLN Press©)