Med start i Danmark, den prikkede trøje, etapesejre og ikke mindst den gule trøje til Jonas Vingegaard har juli stået i Tour de Francens tegn.
Det er heller ikke forbigået den lokale cykelklub, Vejen Bicycle Club.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Vi har haft flere henvendelser om at blive medlem og køre hos os, fortæller den lokale formand, Søren De Place Knudsen, til migogvejen.
Og det er vel at mærke sket, uden klubben har gjort noget - endnu.
- Vi skal naturligvis bruge denne Tour de France-hipe i forsøget på at trække flere medlemmer, noterer Søren De Place Knudsen.
Klubbens bestyrelse vil snart sætte sig ned og følge op på den danske succes, og snart vil der blive mulighed for børn og unge at komme ud og vise deres talenter.
- Vi vil arrangere et eller måske to medaljeløb i den nærmeste fremtid, fortæller formanden.
Løb, der tidligere er kørt på det køretekniske anlæg på Gamstvej ved Vejen.
(læs videre under annoncen)
Der er småt med unge medlemmer i Vejen BC i øjeblikket, men der skal gerne komme flere til nu, hvor cykelsporten er i højsædet.
- Samtidig med flere medlemmer vil vi selvfølgelig også gerne have forældre og andre ind som ledere. Vi skal have nogle til at hjælpe, konstaterer formanden.
- Vi vil gerne tilbage til vores storhedstid, hvor vi havde 15 børn ude at køre, noterer Søren De Place Knudsen.
Tidligere i år afviklede Vejen BC et cykelløb omkring Gesten, og det skal muligvis gentages næste år, og til vinter bliver der også afviklet et crossløb ved Vejen Idrætscenter.
- På sigt drømmer jeg da også om at kunne afvikle løb med lidt mere internationalt præg, siger Søren De Place Knudsen videre.
Det kan evt. være i samarbejde med andre klubber, hvor der køres både lørdag og søndag - og altså den ene af dagene med Vejen BC om arrangør. Sådanne to-dags-arrangementer trækker også kørere fra udlandet.
Søren De Place Knudsen ville da også gerne se, at Vejen Kommune på et tidspunkt ville gå med ind og blive start eller målby for Post Nord Danmark Rundt.
Søren De Place Knudsen - lokal cykelformand - oplever, at folk selv henvender sig efter Tour de France-hipen. (Foto: migogvejen©)
Magnus Cort med prikker på de danske veje trække sammen med resten af Tour de France nye ryttere. (Foto: migogvejen©)