Vejen Sportsforening var i weekenden vært for endnu et fodboldstævne, Vejen Trolde Cup, der blev afviklet med deltagelse af 62 hold omkring Vejen Idrætscenter, og netop placeringen har givet ros til arrangørerne.
- Der har været stor tilfredshed blandt deltagere. Vi hører meget ros for, at alt er samlet i samme område. Overnatning, svømmehal, springhal og fodboldbaner. Mange hold og ledere er gengangere, og mange sagde, vi ses til efteråret, lyder det fra en tilfreds Peter Lund Andersson fra foreningens bestyrelse.
Han glæder sig over, at deltagerne slap uden alvorlige skader, men lidt småknubs er der altid ved fodboldstævner.
Arrangementet var præget af høje temperaturer, men alligevel blev der vist masser af godt fodbold, og der var også godt samvær på tværs af klubberne.
- Der var også meget ros til vores frivillige hjælpere, understreger Peter Lund Andersson.
- Jeg kan også kun udtrykke stor ros og takke de mange frivillige hjælpere, som har hjulpet til. Børn og forældre var glade for, de frivillige var så imødekommende. Vi håber på fortsat stor opbakning fra frivillige, da vi ikke kan levere så godt et stævne uden hjælpere. Det samme gælder styregruppen bag cup-en, påpeger Peter Lund Andersson.
Gruppen hviler ikke på laurbærrene. Allerede nu er de godt i gang med forberedelser til næste stævne, der er for U10-U13 og afvikles 21.-23. september.
(Foto: LLN Press©)