Følg migogvejen på Facebook  

Vejen-dommeren, Karina Christiansen, er sammen med makkeren, Line Hesseldal, mandag aften hædret som årets dommerpar.

- Vi har mange dommerkollegaer, der har haft en god sæson, så vi havde ikke set det komme, at vi igen blev kåret til Årets Dommerpar. Vi er både glade og taknemmelige for hæderen, og det er en stor anerkendelse for det arbejde, vi udfører både på og uden for banen. Kåringen er prikken over i’et i en god sæson, hvor vi har haft mange spændende opgaver hjemme og i udlandet, siger den ene af de to dommere, Karina Christiansen, til DHFs hjemmeside.

Det er anden gang på tre år, de hædres med titlen.

»Raketfart er det ord, der bedst beskriver udviklingen i samarbejdet mellem Karina Christiansen og Line Hesseldal. Den ene halvdel af duoen, Line Hesseldal Hansen, løb rundt og fløjtede i 2. division for fire år siden. Da hun blev sat sammen med Karina Christiansen, tog karrieren for dommerparret fart«, skriver DHF.

De blev allerede efter to år rykket op i den højeste internationale dommerkategori, IHF Referees, og det har kastet et hav af store kampe af sig. Utallige europæiske opgør og medaljekampe i Champions League med finalen i verdens største klubturnering for et år siden som kulminationen. På landsholdsplan er masser af landskampe kronet med både EM- og VM-slutrunder, hvor finalen i sidstnævnte tilbage i december har været højdepunktet det seneste år.

Foruden VM-finalen har sæsonen 2017/18 budt på blandt andet Santander Cup-finalen to uger efter hjemkomsten fra VM, en kvartfinale i Champions League og DM-medaljekampe.

(Arkivfoto: LLN Press©)