Tilskuere, der først dukkede op til Vejens hjemmekamp indenfor den sidste time, har formentlig kigget en ekstra gang, når de har set ind i Vejen-målet.
Derinde stod Mathias Bjerre iført målmandshandsker.
Han plejer at levere en stabil indsats på banen, men i dag endte han inde mellem stængerne.
Det skete efter 25 minutter, hvor Vejens sædvanlige målmand, Chris Pagh, måtte forlade banen efter en fibersprængning.
På bænken sad ikke en oplagt målmand, så det blev Mathias Bjerre, der kom ind mellem stængerne. I øvrigt en indsats han klarede glimrende, men gæsterne satte ham nu heller ikke på de store prøver.
Efter kampen spurgte »migogvejen« ham, om han nogensinde har stået i mål.
- Ja, en enkelt gang, hvor Chris var ude med et gult kort, som Mathias Bjerre sagde.
Chris Pagh måtte sidde udenfor og se sit hold vinde kampen, og det er nok tvivlsomt, om han når at komme med flere gange inden sommerpausen.
(Fotos: LLN Press©)