POKALHÅNDBOLD: Vejens håndbolddamer i Jyllandsserien leverede en flot indsats i pokalturneringens fjerde runde.
Her var Vejle HKs damer fra 2. division på besøg, og gæsterne fik kamp til stregen, men facit blev dog en sejr til divisionsholdet på 26-24.
* * *
DOMMER: Nu kan man sidde i sofaen og blive fodbolddommer. DBU Jylland tilbyder som noget nyt online dommergrundkurser, som kan klares hjemme fra sofaen.
Det vil med andre ord sige, at man kan sidde hjemme i sofaen bag computeren og uddanne sig til fodbolddommer. Man skal blot bruge fire aftener og yderligere en time for at blive dommer.
Sammenlagt er der tale om et kursusforløb med både praktisk og teoretisk indhold med elementer til brug for den enkelte kursists personlige udvikling.
- Vi ved, at mange virksomheder sætter pris på medarbejdere, som er vant til at tage ansvar og træffe hurtige beslutninger eller præcis det, som dommergerningen indebærer. Og med den nye digitale undervisningsform er det blevet meget mere fleksibelt for den enkelte, og fagligheden er præcis lige så høj, som ved den gamle fysiske undervisningsform, forklarer Martin Clausen, Sdr. Hygum, formand for dommerudviklergruppen i DBU Jylland Region 4.
- Vi er alle interesseret i at få flere dommere, og det er en klar fordel, at kurset kan tages online, så der spares tid og penge ved, at man ikke skal transportere sig fem gange, siger Martin Sørensen, formand for Sydvestjysk Fodbolddommerklub.
* * *
CORONA: Vejens 1. divisionshold i basketball kommer ikke i kamp i morgen.
Holdet skulle have været en tur til Aalborg, men hjemmeholdet har måttet udsætte opgøret, da flere spillere er ramt af corona. (Foto: migogvejen©)
(tryk på annoncen og se mere)