Op mod 250 mennesker deltager i disse dage i Vejen Konferencen 2021 i Vejen Idrætscenter.
En konference, der tidligere blev udsat grundet coronaen, og netop følgerne af coronaen er et af de vigtigste punkter på dagsordenen og de mange indlæg.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Vi kommer ikke udenom, at tiden med corona skabte omvæltninger og store udfordringer, men måske også nye muligheder for idrætten, konstaterede borgmester Egon Fræhr (V), da han mandag åbnede konferencen.
- Det bliver spændende at se, hvilke forandringer epedimien og nedlukningen har på idrætten på den lange bane. Der skal gøres en indsats for at få folk tilbage i foreninger og idrætscentre efter en tid, hvor de har vænnet sig til at sidde hjemme eller måske har nøjedes med en gåtur i naturen, noterede borgmesteren.
Også centrets formand, Thomas Rask, var inde omkring coronaen ved konferencen, der bærer titlen »Idræt som dynamo for sundhed, fællesskaber og lokal udvikling«:
- Titlen på konferencen er meget rammende her på bagkant af coronaen. Den tendens med tilbagegang i foreningsidrætten, der var herskende før coronaen, er langt hen ad vejen blevet forstærket af det afbræk, som nedlukning og restriktioner har medført. Jeg håber, I her på konferencen får inspireret hinanden til, hvordan vi får denne dynamo til at snurre for alvor igen, lød det bl.a. fra Thomas Rask.
Troels Rasmussen - direktør i Idrættens Analyseinstitut - konstaterede, at der er »tabt« nogle udøvere undervejs, og vi er ikke oppe på samme niveau i foreningerne, som vi var før. Mange er også skiftet til at dyrke motion på egen hånd.
I disse dage samler Vejen Idrætscenter i samarbejde med Idrættens Konsulenthus og en række samarbejdspartnere atter aktørerne i den brede danske idrætssektor til en national konference om nogle af de væsentligste temaer i den danske idrætssektor.
Konferencen har næsten 100 oplægsholdere og paneldeltagere og altså op mod 250 deltagere fra store dele af landet.
Målgruppen er fagfolk og beslutningstagere fra store foreninger, idrætsorganisationer, kommunale forvaltninger, private aktører, uddannelses- og forskningsmiljøer, leverandører, sundhedssektoren, sociale aktører og andre.
(Fotos: migogvejen©)