Følg migogvejen på Facebook  

Fra tirsdag til fredag er Vejen og Billund værtsbyer for seks uofficielle landskampe, hvor spilletidspunkterne for kampene på Vejen Stadion står på aktivitetslisten på migogvejen.dk.

Det er det danske U16 Future-landshold, der skal stå over for Belgien, Sverige og Tjekkiet.

Det sker i samarbejde med Vejen Sportsforening og Billund idrætsforening, og der er gratis entré til alle kampe, hvilket giver rig mulighed for at opleve seks spændende fodboldkampe med højt teknisk niveau.

U16 Future-landsholdet er bestående af spillere, der er født i det sidste halvår af deres årgang og som dermed har tendens til at halte efter rent fysisk.

Spillernes tekniske og taktiske kvalifikationer kan dermed let overses i en fysiskpræget kamp. For bedst muligt at fastholde disse spillere i landsholdregi har Danmark i samarbejde med Belgien, Sverige og Tjekkiet indgået et samarbejde om en årlig fælles turnering. I år er turneringen nået til dansk jord, og spillerne kom til Vejen Idrætscenter allerede søndag.

Landsholdstræner Søren Hermansen har udtaget 20 spillere. De har alle bevist, at de er dygtige fodboldspillere, som blot mangler fysikken. Denne U16 Future-turnering skaber derfor mulighed for at bibeholde fodboldspillere, som fremtidigt kan blive nøglespillere i landsholdregi.

»Deres fysiske udvikling er stadig i fuld gang, og derfor ville det være ærgerligt ikke at give spillerne en fair chance for at blive i landsholdsammenhænge og give dem mulighed for fortsat at udvikle deres spil, lyder det i en pressemeddelelse fra DBU.

(Foto: LLN Press©)